Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Verdenskunstvatrket. Kosmos. Mennesket Mikrokosmos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men medens hos de fleste øvrige Oldtidsfolk Forestillingen om
den guddommelige Kraft hyppigt iklædte sig Dyreformer, viste
sig hos Grækerne en stigende Lyst til atgive Guderne ren
Menneskeskikkelse. Dyrehammen blev enten til en blot Forklædning
eller svandt ind til en lille svag Antydning, der tilsidst ogsaa
selv helt forsvandt. Den til Grund liggende Tanke var aabenbart
den, at Mennesket var det ypperste Væsen, dets Skikkelse den
skønneste af alle. Guderne selv blev efterhaanden til en Kres af
glade Mennesker med blot rigere Vilkaar for Lykke end de rent
menneskelige; den religiøs-kunstneriske Gengivelse af dem gik
over til en Forherligelse af Menneskeskønhed. Men ikke blot
Guder blev til Mennesker, alle Naturomgivelser blev det samme,
Bølger, Træer, Floder, Bjærge, alt. Hvor man saa vendte Blikket
hen, spejlede Mennesket sig selv. Mennesket var Livets Midtpunkt,
ligesom Jorden var Verdens.
Folketroen og Kunsten blev staaende her; men Tanken søgte
videre for at finde det inderste Guddommelige. Som Sjælen i
Mennesket maatte det være noget usynligt. Herodot skimtede det
i Historiens Gang som Ligevægt, Maadehold, det Overdrevnes
Selvforfald, Nemesis; Sokrates i det enkelte Menneskeliv som
umiddelbar Forvisning. Plato bestemte det som Ideen,
Aristoteles som det fælles i Mennesket, Verden og Gud: Tanken.
Ad egne Veje var man saaledes naaet til Begrebet om en
usynlig Gud. Aristoteles’ Lærling Alexander den Store, der
paa sit Sejrstog viste Hensynsfuldhed mod saa mange
Folkeguddomme, kunde uden at gøre Vold paa sig selv bøje sig
ogsaa for Jødernes Gud i det tomme Tempel.
Og dog var der en Væsensforskel mellem Jødernes og Grækernes
usynlige Gud. Det viste sig bedst i Guds Forhold til Verden.
For Jøderne var Verden intet i sig selv, den var skabt af
intet af den personlige Gud, og kunde atter blive til intet,
naar Gud bød. Gud var alt, Verden intet. Men Grækernes Gud
var ikke en personlig Gud. Han var den Verden iboende Sjæl,
den Tanke, den Skønhed, der gennemstrømmede den. Thi Verden
var et Kunstværk, derom var de alle enige: Pythagoræerne,
Plato, Aristoteles. Saa lidt som man i en Statue kan skille
den skønne Form fra dens Stof,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
