Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Jøderne og den persiske Lære om Godt og Ondt. Gud og Djævel. De to Fortællinger om Syndfloden og om Skabelsen. Satans Uvikling i det gamle Testamente. Messiasideen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Djævelen, ved hvem Døden er kommen ind i Verden.[1] I Tobias’
Bog nævnes en særskilt "Ægteskabsdjævel" Asmodæus. I Henok’s Bog
søges de mange Djævles Oprindelse forklaret ved et Englenes Fald.
Endelig ved vor Tidsregnings Begyndelse var den persisk-babyloniske
Gennemsyren af det jødiske Gudsbegreb fuldbragt.
Af den ene, almægtige, usynlige Gud var nu kun den usynlige
tilbage. Enheden og Magten havde ikke kunnet holde Stand.
Thi ikke blot myldrede det overalt med Smaadjævle og Dæmoner,
der uden videre besatte baade Dyr og Mennesker. Men alle
disse Djævle havde et guddommeligt Overhoved: denne Verdens
Fyrste, denne Verdens Gud. Lige over herfor var det kun et
ringe Vederlag, at ogsaa Guds Hær var bleven forøget med en
Mængde Engle, Erkeengle, Fyrstendømmer og Kræfter.[2]
Den simple Sandhed var, at af Tilværelsens tre Stokværk var
Kælder og Stue besatte af Fjenden, kun Loftet endnu i Behold.
Djævelen havde ikke blot Helvede, men denne Verden inde. Kun
fra Himlene, de syv Himle, var Hjælp at haabe. Skulde den
komme, maatte Løsenet blive: "Himlenes Rige er nær".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
