Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Ægteskabeligt Samliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til det for Tidsalderen fælles og betegnende, stadigt dog med den
nedslaaende Forvisning, at hvor mange Eksempler vi end kan
anføre, saa unddrager altid Hovedsummen – netop den, vi
stræber at bestemme, – sig al vor Eftersporen.
Der gives dog en tredje Maade at naa frem paa, om end til et
langt beskednere Resultat. Vi maa opgive at bestemme Datidens
virkelige Sum af ægteskabelig Lykke og indskrænke os til at se,
hvad man forstod herved. Udelukkede fra ved Dagslys at kunne
kigge gennem Ruden ind i Datidens Hjem og Hjerter, maa vi
nøjes med det Genskin, som kastes derfra til os gennem Datidens
Literatur og tilfældigt bevarede Ytringer.
Først maa vi dog være klare over en Mangel ved vor Opfattelsesevne.
Hver enkelt Tidsalder har nemlig sit særlige Begreb
om ægteskabelig Lykke og medbringer ubevidst dette som
Fordom til Bedømmelsen af andres. I vor Tids gotogermanske
Literatur og de dannedes derefter formede Bevidsthed spiller
Forelskelse en Hovedrolle som Forudsætning. De sidste Aartiers
Literatur har vel rokket ved den tidligere naive Tro paa, at
Forelskelse var alt og i sig selv nok til at grunde og bære et
lykkeligt Ægteskab. Der sondres nu hyppigere mellem Forelskelse som
en enkelt Spire-Følelse og sand Kærlighed mellem Ægtefolk som
en dyberegaaende af mere sammensat Art. Men endnu mødes
de fleste i, at den første Borgen for tvendes lykkelige Samliv
maa søges i en forudgaaende, vis glad Tro paa gensidig
Forstaaelse.
Anderledes i det 16de Aarhundrede. Hersprangman
Forelskelse og forudgaaende Kendskab til hinanden
over. Ikke saaledes at forstaa, at Datiden ikke skulde have
kendt til Forelskelse. Som Naturindskydelse er den fælles for
alle Folk, der har naaet et vist Dannelsestrin, og fra det 16de
Aarhundredes Viser, særlig deres Omkvæd, lyder dens Toner
os ofte tydeligt nok i Møde. Men denne Følelse var noget for sig,
ligesom Blomsterduft og Jagthorns Klang. Den var ikke
indregistreret som fast Station paa Vejen til Ægteskabs Stat. Tværtimod.
Man gjorde allerbedst i ikke at blande sig i Valget, men lade først
og fremmest Gud, saa og Slægt og Venner afgøre, hvem der
skulde være ens Ægtefælle. Thi selv tog man i Reglen fejl ved
saadan Lejlighed, daaredes af det ydre og ligegyldige. Og det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
