Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Adelig Jomfruforsørgelse. Maribo Kloster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dette var imidlertid uheldigt for Adelen, saa meget mere som
Kongen stadigt havde taget og tog Løvens Part. Rent nøgternt
set kunde Jomfruklostrene jo betragtes som store
Forsørgelsesanstalter, oprettede gennem Tiderne ved Gaver og Indskud
væsentligt fra Adelen. Skulde de nu ophæves, kunde Adelen
gøre Krav paa at faa sine Indskud tilbage. Og hvori disse
bestod, lod sig let afgøre ved Hjælp af Klostrenes omhyggeligt
førte "Gavebøger" eller i Mangel deraf ved Dokumenterne i
"Brevkisten". Men Regeringen yndede ikke denne Bortsmuldren
af Klostergodset og søgte derfor at hindre den. Retsligt
begrundede Adelen sit Krav paa at faa Gaverne tilbage ved at henvise
til, at Betingelsen herfor ikke mere blev opfyldt, idet Messer
ikke længer læstes for de afdøde. Ved et fromt Bedrag tillod da
Regeringen, f. Eks. netop i Maribo Kloster[1], at de forbudne
Messer fremdeles blev læste ved Kirkens mange Altre, paa det,
at hvad der var skænket til "Herren", ikke skulde tilfalde
uvedkommende. Adelens Udsigt til Fordel af Fortiden var da kun
ringe.
Men ogsaa Nutiden gik man for nær. Thi det var stridende
mod Billighed og kongelige Løfter, naar de i Klostrene indgivne
Jomfruer, der i sin Tid havde drømt om at blive Abbedisser eller
Priorinder, men nu kun havde at uddø, ikke engang fik Lov til
at gøre dette i Fred. Hvor Kongen havde forlenet eller maaske
endog mageskiftet Klostret bort, laa Fristelsen nær for
Lensmand eller Ejer til at knibe paa deres Underhold. Kunde han
med Lempe ryste en skrumpen Nonnetit af, blev Aarsindtægten
saa meget des større. De sad imidlertid ofte paa sejg Stilk.
Jomfru Alhed Friis i Dalumkloster f, Eks. holdt ud til 1572, og
Søsteren, Jomfru Anna, døde først 1580[2]. Jomfru Sidsel Lykke i
Mariager Kloster levede til 1582, Søsteren, Jomfru Hilleborg, til
1583, og først 1588 kunde man skalte med Mariager
Klosterbygninger, som man vilde, efterdi "Nunne nu er øde"[3]. Kunde
slig Ventetid falde svær nok for Lensmand eller Ejer, var den
dog endnu sværere for Jomfruerne selv og deres Slægt og
Venner, der vidste dem udsatte for karrig Tilmaaling af Naadsens
Brød. Det var da sikkert en højst nødvendig Forholdsregel, der
blev truffen mod Lensmændenes Kniberi, da det Aar 1545
fastsattes, hvor meget enhver Nonne i adeligt Jomfrukloster hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
