Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Usædelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Borgerstandens Modstand mod Luthers Lære om
Usædelighed var af en egen Art. Den ytrede sig ikke i
bestemte Modtræk eller engang i tydeligt udtalt Uvilje mod den nye,
haarde Fremgangsmaade. Byerne udgjorde jo selv
Lutherdommens sikreste Støttepunkter. Det højeste, man drev det til, var
Medlidenhed i de enkelte Tilfælde med de ulykkelige, der blev
piskede, "sækkede" eller brændte. Men Modstanden gav sig til
Kende i en vis gemytlig Mellemtone, der holdt sig midt
imellem de to lutherske Yderligheder, som man iøvrigt lige
redeligt søgte at tilegne sig: Glæden i Gud og Frygten for Djævelen.
For den strenge Lutherdom var der kun de to altopfyldende
Modsætninger: ægteskabelig Tilfredsstillelse eller Hor. Der kunde
kun knækkes over fra det ene til det andet, fra Gud til Djævelen,
eller omvendt. Men Bylivet med dets friere og hyppigere
Omgangsforhold mellem Kønnene skabte halvt uformærkt en bred
Overgangsform, der nægtede at underordne sig nogen af de to
Modsætninger og dog fornøjelig beviste sin Adkomst til at være.
Selv til Kirken strakte dette sig. Et Par Aartier efter
Reformationens Indførelse var allerede Tonen saa fri mellem de to Køn
under de lange Prædikener, at man i alle Byer maatte befale
Mænd og Kvinder skilte ad, mandlige Stolestader til højre,
kvindelige til venstre. Sit Hovedhjem havde dog det gemytlige
Livssyn i de selskabelige Sammenkomster. Naar man i
"Kompagniet" eller paa Lavshuset havde under Dansen svunget en
Pige lidt højere end nødvendigt, let ad en saftig Vittighed eller
Vise og ølvarm været venlig mod Næstens Hustru, alt imens
andre gjorde ligesaa, og enkelte forglemte sig helt, saa at de under
stormende Latter idømtes "to Tønder Øl og en Mark i Bøssen"[1]
– saa lød det saa underligt fremmed, naar det samme eller
lignende bagefter stempledes som Djævelens Værk og lige Vej til
Helvede. Især naar begge Dele jævnt hen gentog sig.
Uvilkaarligt lavede man sig en dobbelt Moral, en for Kirke og en
anden for Lavshus. Der var befæstet et gabende Svælg
mellem de to Verdener, hvor det i den ene hed: Hor straffes
med Død og den evige Pine, og i den anden, som i Skraaen for
Knudsgildet i Lund 1586: "Hvilken Broder andens Hustru
beligger, og det er vitterligt og bevist, bøde to Daler"[2].
Den Modsigelse, som her var uforklaret, ofte ogsaa kun halvt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
