Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Morgengave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at glæde Bruden og efter Evne at søge hende sikret efter
Mandens Død. Efterlodes hun nemlig som barnløs Enke, saa tilfaldt
efter fælles nordisk Lov[1] Morgengaven
uskiftet hende. Ja ifølge
en dansk Herredagsdom af 1562 skulde Morgengaven endog
udredes af Boet forud for al anden Gæld[2]. Men en saadan Lyst
til at sikre den efterlevende var jo ikke enestaaende for det 16de
Aarhundrede. Saa langt Øjet rækker og historiske Dokumenter
kaster Skær over Stemninger, kan vi forfølge en Trang til at
betænke Bruden i en Grad, der ved Lovbud maatte hemmes og
begrænses. Allerede i den svenske "Landslov" fra det 14de
Aarhundrede maatte der fastsættes Grænser, ud over hvilke
Morgengaven ikke turde gaa. Det forbødes en Ridder at give mere
end 40 Mark svensk Vægt, en Svend mere end 20 lødige Mark,
og en almindelig "frälseman" mere end ti Mark, medens en
bofast Bonde kun maatte give tre Mark og en "løsker man" een
Mark[3]. I Kong-Hans’s almindelige Stadsret fra Slutningen af
det 15de Aarhundrede gjordes noget ganske lignende gældende
overfor Købstadbeboere: "Morgengave maa ikke større være
udi nogen Maade udi nogen Købstad end tyve Mark, og mindre
maa hun være, efter som hver Mand formaaer"[4].
Det nye og mere, der i det 16de Aarhundrede kom til, skrev
sig først og fremmest fra det lutherske Syn paa Ægteskabet.
Den ugifte Stand var jo ikke længer den højeste, men netop den
gifte. Morgengaven havde i Middelalderen været et Udtryk
for, hvor meget Bruden gav Afkald paa ved at indlade sig i
Ægteskab. Nu blev den Præmien for at naa hertil. Som det
forhen havde været fortjenstligt at give Gaver til Klostre, blev
det nu en god Gerning at forgylde Vejen til den Gud
velbehagelige Stand.
Og Anledningen hertil fordoblede sig af sig selv, idet
Reformatorerne jo holdt paa, at Ægtefolk burde ikke blot fæstes, men
ogsaa vies sammen, et Forlangende, der endte med, at Bryllup
Aar 1582 blev lovbefalet for alle. Hidtil havde mangen kunnet
nøjes med Fæstensøl og Fæstensgave, nu kom Bryllup og
Morgengave til. Og meget hurtigt uddannede den Skik sig hos
Adelen, at disse to Gaver skulde nogenlunde svare til hinanden i
Værdi.
Under saadanne Omstændigheder kunde det synes en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
