Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 12. Bryllupsgæsterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forklaring behandlede de dog Magister Herman blot som deres
Ven. Plum var derimod ikke den rette Mand til at skaffe Ro,
thi da han rejste sig, "æskede Borgemester Wibe ham ud af
Døren at slaas". Raadmand Lorich var ligeledes kommen for
Magisterens Dør i "en ganske god Mening"; men over ham gik
det nu ud, thi Professor Plum kom ud med sit Værge og "jagede
hannem, saa at han maatte slippe sin ene Tøffel i Løbet". Det
var muligt under denne almindelige Flugt, at Borgemester Wibe
søgte at sætte Mod i Magister Eisenberg ved at kalde ham en
"Skjelm". Borgmesteren kunde bagefter ikke give nogen
Oplysning herom, "da det slet var gaaet ham af Hovedet"[1].
Gik der under dette Sammenstød kun en Tøffel i Løbet, saa
saa’ det værre ud for den brave Niels Mule, da han "Søndag
Nat Klokken ni" den 6te April 1589 laa og sov i sin Seng i
Odense. Han vaktes ved, at Carl Bryske, der kom fra Bryllup
i Spidsen for en hel Del adelige og uadelige, ruskede i hans Dør
og vilde ind. Niels Mule mente, at det var klogest at blive
liggende stille som en Mus, saa blev de vel kede deraf og fortrak.
Men han tog fejl. Først haglede 54 Glasruder ned. Saa hug og
slog Carl Bryske og hans Ledsagere med deres Spyd og Sværd
i Vindueskarme og Sprosser. Og da de havde hugget alt ned,
hvad de kunde naa, fik de vrikket nogle Brosten løse og begyndte
at bombardere. En Sten ramte Niels Mule, der laa i Sengen, paa
Armen, saa at han blødende maatte flygte. Dette standsede dog
ikke Angrebet. Man havde faaet Smag for denne Idræt, og alt
imens man udslyngede Skældsord mod den forsvundne Hans
Mule, ituslog man hans Bohave med nye Stensalver. En Del af
Selskabet var i den Grad med, at de vilde løbe hen og ringe med
Stormklokken. "Hvilket Gud dog afvendte. Thi de vare vel
beskænkede, saa at der kunde være sket stor Ulykke". Under
almindelige Forhold vilde Sagen vel være gaaet hen uden Paatale,
men det var i Formynderregeringens Tid, og Regeringsraaderne,
der fik nys om Sagen, befalede Lensmanden at tiltale Carl
Bryske[2].
Den Tanke, at faa større Slag i det hele ved at ringe med
Stormklokken, synes at have haft noget tiltrækkende ved sig.
Fra en rigtignok senere Tid meldes saaledes fra Kerteminde om,
hvorledes man i Anledning af et Bryllup i Sognepræstens Hus,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
