Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Sengeledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
"Maa min Brud ej med Freden være,
"Da skal jeg det for Kongen kære!"
"Ja vel!" sagde Jon.
Omvendt frembød Brudehuset, naar Døren var vel aflaaset
udenfra, ogsaa god Borgen for, at Brudgommen ikke skulde
smutte bort som en Skælm. Hyppigt tales der om "Loftet" og
"Loftsdøren", et Udtryk for, at Brudekamret ikke var i Husets
nedre Stue, men paa første Sal, paa "Højenloftet". Her var det
dels vanskeligere at komme ned fra, og dels kunde Brudens
Slægtninge ogsaa yderligere sikre sig ved at holde Vagt paa
Loftet udenfor, paa "Svalen" eller i Stuen nedenunder. Da den
ovennævnte Hr. Tidemand selv holder Bryllup, og Hr. Nielus, hvis
Brud han havde udskældt, kommer ridende for efter Løfte at
myrde ham i Brudenatten, spørger Hr. Nielus i Mørket
Gaar-dens Folk ud om, hvor Brud og Brudgom sover. Det meddeles
ham, at de sover i Brudehusets "Højenloft", og at Svigerfaderen,
Hr. Adelkind, har lagt sig udenfor paa Vagt.
"Hil stande Du, liden Tjenestemø,
"Med silkeflettet Haar!
"Hvilket Loft sover Hr. Tidemand i,
"Som her drak Bryllup igaar?"
"Hr. Tidemand sover i Højenloft,
"Som hannem fuldt vel sømmer.
"Hr. Adelkind sover derudenfor,
"Saa stærke haver han Gemme."
I det 16de Aarhundrede frygtede man vel som Regel næppe
længer for, at nogen skulde overfalde Parret, eller at
Brudgommen selv skulde flygte bort i Nattens Løb. Ikke desto mindre
kunde det være ret hensigtsmæssigt, at Døren var forsvarligt
lukket. Det hørte nemlig en Gang med til Datidens Form for
Munterhed, at de øvrige Gæster ikke kunde lade Parret være i
Fred, men fremdeles sværmede omkring Brudekamret. Snart
rykkedes der i Laasen, snart dundredes der paa Døren, snart
mindede et flerstemmigt Kor Parret i utvetydige Ord om at
efterkomme deres Pligt[1].
Gamle Gnavbasser kunde kalde sligt
anstødeligt. Den skære Sandhed var dog kun, at "Vidnerne" gjorde
deres Skyldighed og mindede Parret paa forstaaelig Vis om, at
her var virkeligt Ægteskab. Ægteskab! ja, og det var godt det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
