Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Sengeledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men saa glider det hele næsten umærkeligt ad den vante
Tonevej fra Brudeseng til Kirke, men videre og videre saa langt, at
man ikke kan vende tilbage til jorden igen:
De sad sammen i Brudeseng,
De hørte Himmerigs Klokker ringe.
De sad sammen en Stund,
De hørte Guds Engle over dennem sjunge.
De hørte Himmeriges Klokker gaa,
Guds Engle sang saa blide:
"Skynder Eder, stolten Jomfru!
"Her er ikke lang Tid at bie."
De slog over dennem Silke,
Dertil den Sindal rød.
Der vidste ikke nogen af,
Førend hun laa hos hannem død.
"Nu haver jeg Dig saa længe gillet",
"Det maa ikke bedre blive."
"Herre Gud Fader i Himmerig",
"Gid vi maatte nu følges ad baade"!
Det var Ynk i Brudehus,
Ynk og halv større Kvide.
Det da var de Brudefolk,
Sad døde ved hverandres Side
[1].
Sligt var naturligvis heller ikke i Katolicismens Dage ægte
Bryllupsstemning, men kun en af de Bestanddele, hvoraf denne
var sammensat. Men nu havde Reformationen helt forjaget
Jomfru Maria og klistret Skæg paa hendes Lovsange. Ord som
"Batseba toede sine hvide Ben, Førte David med sig i Synd og Men"
o. s. v. kunde under Forhold som de givne ikke stemme til
Andagt. De lød kun som Bytyrens dumpe Brum, en bibelsk
Basstemme midt i det kaade Kor, som Præsten ledte ad Kirkesti med
Ordene: "Vorder frugtbare og mangfoldige".
Disse forandrede Forhold gav sig til Kende paa mange
Maader. Ikke uden Grund maatte Ærkebisp Laurentius Paulinus
Aar 1608 gøre Præstens Tale i Brudekamret afhængig af, hvad
Tone der herskede. "Det er nyttigt, at Præsten gør en kort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
