Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Gæsternes Antal og Komme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
5137 Lod Sølv, hvoraf 1610 Lod var forgyldt Sølv og derfor
tillagdes næsten dobbelt Værdi, og derhos 370 Guldpenge, hvis
Metalværdi svarede til 5-6000 Kroner i Nutids Penge, men
hvis virkelige Købeevne selvfølgelig var langt større
[1].
Nutildags maatte man, naar et Regnestykke af denne Art skulde
opstilles, ogsaa tage Udgifterne til Bespisning med i Beregningen.
Anderledes den Gang. Gæsterne medbragte for en stor
Del selv deres Mad.
Det 16de Aarhundrede er det sidste Tidspunkt, hvor denne
ældgamle Skik endnu fulgtes af alle Samfundsklasser.
Thi endnu regnedes det for en Selvfølge mellem Adelen
indbyrdes, at den Indbudne afgav sit Bidrag til Bespisningen ved
at sende et godt Parti Fedevarer, – de velstaaende gerne en
levende Okse eller to – forud til Bryllupsgaarden. Følgende
ægteskabelige Raadslagningi Anledning af et Par nærforestaaende
Bryllupper sætter os levende ind i Forholdet. Herluf Trolle, der
fulgte med Hoffet, skrev saalunde hjem til sin Hustru, Birgitte
Gøye: "Om Erik Rosenkrans og Hr. Magnus, da tykkes mig, at
jeg skal sende hver et Par Øksne. Du kan det selv bedre
betænke end jeg, hvad dig tykkes herom. Hr. Magnus maa jeg vist
sende"[2].
Og ligesaa selvfølgeligt faldt det, at Modtageren paa en meget
tydelig Maade gav til Kende, hvad Slags Madvarer han helst
ønskede sig. Det var ikke blot borgerlige, der – som Biskop
Bircherod senere vemodigt udtrykte det – "blot skrev til Adelen
om Vildt og Fisk, straks havde de nok; nu faas der intet"[3].
Adelen henvendte sig med samme Ligefremhed til Kongen. Det
staaende Ønske var her nogle Stykker frisk skudt Vildt, thi sligt
var i det 16de Aarhundrede en Ret, der selv for Adelsmænd ofte
kunde være vanskelig nok at skaffe. Og utallige er de udstedte
kongelige Befalinger om at efterkomme slige Ønsker[4]. At noget
ganske lignende har fundet Sted i Sachsen fremgaar af, at i en
tysk Brevformularbog fra Datiden findes blandt andre Bryllupbreve
ogsaa en "Ansøgning om Vildbrad hos Kurfyrsten af Sachsen"[5].
Ved Universitetet og i Byerne brugte man gerne at sende paa
Højskolens eller Byens Vegne et Bidrag til Bryllupskosten, naar
en af Embedsmændene eller blot en af disses Døtre eller Søstre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
