Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Veje - Hovedruter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lærdalsøren til Kristiania, paa Søerne i Valders og paa
Randsfjorden.[1]
Men ligefrem livsfarlige blev disse
Veje, naar de, som dengang Skik og Brug, skulde befares ved
Vintertide. Disse snævre, skrøbelige Træbroer, der rystede
under en Hestehov, disse svimlende Stier med Fjeld paa den ene
Side, Afgrund paa den anden, blev til noget andet, naar
Skumsprøjtet frøs og gjorde Tømmerstokken spejlglat, naar
Isslag og Frostknolde rundede Stierne til vandrette Istappe.
Saa maatte Isbrodderne frem og spændes under Fødderne. Ofte
maatte vistnok de Rejsende, selv paa Hovedvejene, kæde sig
sammen med Tove, som nutildags over Isbræer. Hvad Biskop Jens
Nielssøn i Oslo fortæller om sin Rejse 1589, at ved
Guldbergkleven i Vinje maatte Slæderne vindes ned over Fjeldet
med Tove, har vist ikke været noget enestaaende. Fremdeles var
Faren ved at fare vild i Mørket, naar den korte Vinterdag var
omme, heller ikke ringe (Fig. 195). En Nat paa Fjeldet eller i
Fyrreskoven var ikke hyggelig, naar Ulven var ude. Hyppigt
maatte den sidste Del af Dagsrejsen ske ved Tyriblus og Brande.
[2]
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
