- Project Runeberg -  Arkiv for/för nordisk filologi / Sextonde Bandet. Ny följd. Tolfte Bandet. 1900 /
218

(1882) With: Gustav Storm, Axel Kock, Erik Brate, Sophus Bugge, Gustaf Cederschiöld, Hjalmar Falk, Finnur Jónsson, Kristian Kålund, Nils Linder, Adolf Noreen, Gustav Storm, Ludvig F. A. Wimmer, Theodor Wisén
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

218

Nygaard: Verbets stilling.

Saaledes er det vistnok ogsaa med de i eller efter
direkte tale föiede sætninger: "sagde han, svarede han" o. 1.
Ogsaa her gjör de i direkte tale anförte ord indtryk paa
sprogfölelsen som et foranstillet objekt. Braune¾
bemerk-ning, at det her "selvfölgelig kun kommer an paa verbet,
medens subjektet pleier at være bekjendt" slaar ikke til som
rimelig forklaring.

At i spörgende, önskende og befalende sætninger verbet
"spiller hovedrollen", kan ikke ubetinget siges. Det kan jo
dog i dem komme mere an paa subjektet end paa
prædikatet. Hvad spörgende hovedsætninger angaar, er
ordstillingen den normale, naar spörgeordet er subjekt. (Hvem
har gjort det?) I mange andre tilfælde har man den
regelmæssige "omvendte" stilling (Hvad har N. N. gjort? Hvem
har N. N. givet bogen? Naar gjorde han det? o. s. v.
= Dette har N. N. gjort. Ham har N. N. givet bogen.
Igaar gjorde han det.) Det bliver væsentlig
spörgesætningerne uden spörgeord, som kommer i betragtning (Kommer
kongen? Er han reist?). Naar i disse verbet sættes först,
enten vegten ligger paa prædikatet eller paa subjektet, synes
det at ligge nær at antage, at man har fundet det
hensigtsmæssigt paa en mere iörefaldende maade end ved tonefaldet
alene at skille spörgsmaal fra udsagn. (Kongen kommer.
Han er reist).

I befalende og önskende sætninger er subjektet
fortrinsvis et pers. pron. af 2:den pers. Naar dette sættes efter,
er der deri i oldn. ikke nogen oprindelig forskjel fra
ud-sagnssætninger. Ogsaa i de sidste stilles, som af Braune
bemerket, de ubetonede personalpronomener ofte (eller rettere:
oftest) bagefter. Men medens i önskende og befalende
sætninger pron. ikke sættes först, uden det særskilt skal
udhæves, vil man i den almindelige norröne prosa i regelen
ikke finde det hensyn iagttaget i udsagnssætninger.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 02:22:07 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/anf/1900/0226.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free