Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: H. Gering: Glossar zu swn liedern der Edda (Finnur Jónsson)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
F. Jonsson: Anmälan.
sinna magni. — Efter K. Gislasons udtalelser siar förf. sammen de to
ord: vandr Vanskelig’ og vandr (vá-) ’ond*. Dette har jeg aldrig
kunnet finde rigtigt, eftersom der i nyisl. göres forskel på disse
ord; det første hedder vandur, det sidste vondur (o af ældre á);
hertil svarer nyno. vand og vond; jfr da. ’ond’, der forudsætter
vandr. — vargljóct står således skrevet i hdskr., men står dog
vistnok for -hljod (h naturlig udeladt efter rg), hvilket kande være
bemærket; at sætte ’sang’ i forbindelse med ulve har man dog vei
aldrig gjort. — For so- (af sva) bör der vistnok altid skrives só-,
hvad linjer som at sóggru klart viser. Stigr bör skrives stigr jfr
rim som:
ggndlar stigs at vigi,
gagnstig of an siga;
jeg har optegnet omtr. 10 exx. herpå, men intet på stig-. — I
enkelte tilfælde har forf. opfattet en casus mindre rigtig, som imu
i œstr á imu, der er acc. (ikke dat.; 8. 1, 95); ligeledes må skeid
i den fortvivlede linje i Fm. 56 være acc. (dat. måtte ellers hedde
slceidi); ligeledes er herspgu i G. reid heim med h. acc.
Yderst sjælden giver ansættelsen af ordenes kön og böjning
i øvrigt grund til bemærkning. Forf. anbringer undertiden et (?)
efter ansatte impff., der ellers ikke findes; i de allerfleste tilfælde
kan tegnet helt stryges, da der næppe kan være tvivl om,
hvorledes formen har været. — Afbrýdi anføres som ntr., ligesom
forresten i alle andre ordbøger, undt. Jón Þorkelssons Supplement I,
jeg ved ikke med hvad ret (genetivformen -is er ikke afgörende);
min sprogfølelse vil, at ordet er hunkönsord, og dette bestyrkes
ved skrivemåden abbryde (gen.) i Jöfrask. (Hkr. I, 146).
Jeg skal nu gå over til at omtale enkelte ord, særlig hvad
deres betydninger angår; jeg går frem i alfabetisk orden. I ex.
fra Hyn dl. (s. 1, sp. 2, 1. 4 f. n.) opfatter jeg á (á foldu) som rent
lokalt; ex. skulde altså høre under A, 1. — I ex. karl af Ijargi
betegner af (s. 4) ikke hjemstavnen, men det öjeblikkelige
opholdssted og svarer fuldstændig til å. — Af þínum munum (s. 4)
kan vei ikke betegne "mod dit ønske", men "med" o: til trods for.
— Aflima må betyde "divulsus" (Lex. poet.), omtr. — aflimactr
’hvis lemmer er afhuggede*. — Afrendi sætter forf. rigtig i
forbindelse med et adj. afrhendr} men når ban sætter en stjærne
foran dette ord, er det unødvendigt, da det virkelig findes i Mork.
21331. — Almr jfr itrborinn; i det pågældende ex. skal ålmr være
poet. betegnelse for en helt; dette har jeg nægtet (forf. henviser
til min bemærkning), da denslags halvkenninger er höjst
tvivlsomme og da ítrborinn ynðis Ijóma efter min mening er
sprogstridigt; jeg holder fast på dette og på min rettelse tiltrods for
Bugges bemærkninger i Aarbb. 1889, 29 ff. og Studier II, 28—9;
med B. M. Olsen finder jeg denslags betegnelser for helte eller
mænd umulige i nordisk. Det af Bugge anførte sted af Chr.
Winther og lign. er og bliver altid noget andet; i øvrigt kan jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
