Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Dyrlund: Anmälan.
lægsord (§ 142 anm. 2); deraf kommer det også, at at kan
ude-lades. På samme m&de opfatter jeg er værd — fortjæner f. e. i
Lukas 15, 21: jeg er ikke længer værd at kaldes din sön — i
tid-ligere oversætt.: at jeg skal kaldes din sön; da jeg heller ikke her
vil ty til omskrivningen vœrdig til, og endnu mindre kunde tro
p& en hensynsbetegnelse. Derför kan jeg gærne indrömme, at
vore forfædres "han ær wærthær at wæræ sakl0s" (Eriks lov 8, 61)
sandsynligvis peger tilbage til et oprindeligt w. thes (^ess), og at
vört eget "denne mand er værd at hjælpe", "denne ske er ikke
værd at fors0lve" o. desl. må tolkes anderledes (M. s. 286 s).
Den side 250 everst efter Lefolii (1871 s. 27) givne
förklaring af ordsproget "det skal tidlig kr0ge, som god krog skal vorde"
er så kunstig, at den bliver unaturlig. Et er, at meningen af et
andet ordsprog "når armen kreger, gaber nannden" også kunde
været udtrykt ved: når man kr0ger armen (da er munden rede til
at modtage maden), et andet hvad ordbetydningen er af den
ned-arvede tekst. Det indvirkende kroge (krekja) har fra gammel tid
i forskellige betydninger været uindvirkende. En felge heraf er,
at i bægge ordsprogene findes afvigende læsemåder med
udsagns-ordet i lideform: i det f0rste "krekis" i svensk tekst, i det andet
"kregis" hos Lyskander. Betydningen krumme sig ligger bl. a. i
det af Kalkar anf0rte sted af Arrebos Hexaemeron s. 88, hvor der
siges om smeltet bly på en gledende plade, at det "her l0ber frem,
på anden side kr0ger"; jmf. samme digt s. 90 * om landet, der "mer
og mer må runde sig og kr0ge".
S. 321 anm. 1 bereres, at man tidligere sagde det er jeg o. s. v.
for det er mig o. s. v,; men hvornår blev hin fællesnordiske
sprog-brug fortrængt af denne særlig danske (bornholmsk fraregnet)?
Da jeg intetsteds har fundet nogen oplysning her om, skal jeg
kor-telig antyde hovedudbyttet af mine didh0rende undersogelser i
nogle handskrifter og i adskillige b0ger. "Det er mig" o. s. v.
viser sig f0rste gang i sidste halvdel af 16:de hundredår, endnu i
kamp med det ældre "det er jeg" o. s. v.; men omtrent fra
begyndeisen af det 17:de hundredår må vor nuværende sprogbrug
antages at have fuldstændig sejret i talesproget. Når i eftertiden
den ældre af og til træder os i m0de på prent, er det enten som
vilkårlige, tilfældige eller endog rent tilsyneladende undtagelser.
Mest iöjnefaldende i så henseende er vore statsbibler, og det ikke
alene i de lige til 1802 fortplantede aflæggere af Kristian d. 3:djes
bibel, men også i den ny række, der strækker sig fra midten af
det 17:de til ned i det 19:de hundredår. Grunden til dette særsyn
er, at man gang efter gang mekanisk aftrykte hvad der stod i den
foregående udgave; men ligesom bibeln 1550 naturligvis kun kendte
förbindelsen "det er jeg", således bruges denne endnu aldeles
over-vejende i den til grund for bibelen af 1647 liggende, af Resen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
