Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bråvallakvadets kæmperække. Tekst og oplysninger (Axel Olrik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olrik: Br åvallak vadet, 259
tidligere kort u over til o (son, rom, sJcöm) medens oldn. ú
bliver til en tvelyd: brdune, sJcdumt. Udenfor hele denne,
sydlige del af Norge (den rygske del) findes ikke nogen
samlet lydovergang, omend et enkelt ord i forskellige andre
egne har former med o (se rom hos Aasen og Ross).
Overgangen o > u er i Sakses Bråvallakvad
repræsenteret af Gromer v. 13 (Glúmr B) og Gr ombar v. 21.
Derimod træffer vi den uforandrede form Skumbar v. 16 og
endvidere Hun (v. 9. 16), Hunger (v. 8), Grundi (v. 14), Humbli
(v. 8) samt "Humnehy" (v. 10). Forekomsten af nasaleringen
peger hen på det sydlige Norge som den egn, hvorfra kvadet
er kommet til Sakse. Nasaleringens sparsomhed lader sig da
rimelig forklare af, at kvadet ikke har lydt i telemarkisk
sprogform, men snarere i et af de sydligere bygdemål.
Ligesom lydforholdene viste os til den sydligere del af
Norge, er der enkelte andre sprogformer, som peger i samme
retning. Jeg har ovenfor gjort opmærksom på ordet prjúgr,
en snesko (v. 20), der tilhører den sydlige del af landet:
fra Sætersdal og så langt nordpå som Voss og Hallingdal.
løvrig har både Vestlandet, Nordlandet og Østlandet den med
andre nordiske sprog stemmende tostavelsesform prúga.
Den samme geografiske begrænsning findes ved et par
af personnavnene. Grundi og Audi (v. 14) tilhører begge i
særlig grad det sydlige Norge; og - uden endnu at have
opgjort deres forekomststeder fuldstændig - tör jeg udsige,
at Telemarken udgör hjærte-findestederne for dem begge.
Sakses Bråvallakvad synes efter dette at være forfattet
i det sydlige Norge, at være overleveret i et af de sydligste
folkemål og dernæst at være nået optegneren gennem en
eller flere Skåninger som mellemled.
Den islandske tekst fremtræder i den norsk-islandske
normalsprogform med tilböjelighed til særlige islandskheder,
fremfor alt sammenblanding af nn og cf: Fifrr og Gunnfastr
(v. 19 og 22) for ældre Finnr og Gudfastr. Sådanne former
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
