Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 2 - Hustru (Viggo Såby)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til hustru ingenlunde er ubegribelig men tvertimod viser sig som
naturlig og vei begrundet. Hvad den antagne middelbare overgang
angår, da kan man vei ganske i almindelighed indrömme muligheden
af en sådan, men sandsynlig forekommer den mig i og for sig ikke
at være, og historisk virkelighed må jeg bestemt frakende den
(se nedenfor). Med hensyn til sandsynligheden skal jeg bemærke, at
der ikke ved denne lydforbindelse synes at være tilstrækkelig grund
til en så vidt gående ændring som udstødelsen af f, da de tre
medlyde vare fordelte på to stavelser, og især må jeg göre opmærksom
på, at siste sammensætningsled var i fuld brug som selvstændigt ord,
så at dets betydning i sammensætningen uden tvivl stod klar for de
talende, og at sprogbevisstheden derfor næppe vilde tåle en så voldsom
operasjon som bortkasteisen af forlyden. Alt hvad taleorganerne i
nærværende tilfælde med rimelighed kunde opnå, var uden tvivl kun
at få indsmuglet et surrogat for det besværligste led i lydfølgen.
Dette lykkedes også, men vi se, hvorledes sprogbevisstheden ligesom
vægrede sig ved at anerkende den usurperede form, idet den
oprindelige en tid lang holdt sig ved siden af denne. [1] — Og dernæst, om vi
nu også antage, at husfru virkelig var bleven til husru, så er det
et spörgsmål, om sistnævnte form, hvis den skulde undergå videre
forandring (hvorfor der i og for sig ingen nødvendighed forelå, jvf.
Gislason anf. st. s. 123), ikke snarere var bleven, til hussu (jvf. lauss,
gen. pl. lausra og laussa) end til hustru. Indskud af t mellem s
og r tilhører vistnok en langt ældre sprogperiode end den, hvortil
nærværende overgang vilde høre. I Dansk findes i alt fald, så vidt
jeg ved, intet sidestykke dertil.
Men hermed forholde det sig nu, som det vil, hovedsagen er, at
den antagne middelbare overgang ikke blot ikke kan historisk påvises
men historisk bestemt må afvises. Hvis den opstillede mellemform
husru virkelig havde været i brug, da vilde det være et sandt under,
om vi intetsteds i den nordiske litteratur skulde finde spor deraf,
da de to yderformer forekomme på så utallige steder. Men forgæves
søge vi denne form i de islanske ordbøger, forgæves hos Rydqvist
(2, 81 og 3, 85) og i Schlyters ordbog (art. Husfrugha), forgæves
endelig også i Dansk. Jeg har allerede i det foregående anført de
fleste af de ældre danske former; jeg skal nu tilföje nogle bevissteder
for de øvrige, de egenlige hovedformer: husfrughæ (gen.) Er. sæll.
lov l, 27 i A. M. 26 (men i overskr. husfrø); husfrugh Flensb.
bylov l (men smst. og ellers husfrø); husfrwe Københ. Dipl. l, 140
(1416); husfruæ Lucidar. s. 39 men smst. hustruær; husfrur Susos
visdomsb. s. 97 men smst. hustru; husfrw gen. 13, l i gid. bib. men
smst. 2, 24 hustrw (begge former hyppige) ; hwsfrwaer Rimkrøn. v.
791 hos Molb. men smst. hustruer i de af ham med D og E
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
