Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 2 - Om brugen af konjunktiv i oldnorsk (M. Nygaard) - - Oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der betegner formodning, haab, frygt, bruges munu (ind. el. konj.) som
modalt hjælpeverbum. Anm. 1. Sjelden udeladt at i de §§ 31-32 nævnte
sætninger. Stundom hovedsætn. for objektsætning med at. Anm. 2. Akk.
med inf. efter de i § 31 nævnte verber. § 33. Konjunktiv i at-sætninger efter
verber og talemaader, der betegner udsagn, naar den talende vil have
sætningens indhold opfattet som et citat af en andens ord. 1) Efter hovedverbum
i præs. el. perf. bruges præs. konj. om det nutidige, perf. om det fuldendte,
imperf. el. perf. om det forbigangne; om det fremtidige omskr. med
præs. af munu (skulu). 2) Efter hovedverbum i fortid bruges imperf.
om det samtidige, plusq. om det forbigangne; om det fremtidige omskr.
med imperf. af munu. § 34. Konjunktiv i at-sætninger efter udsagnsverber,
naar sætningens indhold betegnes som ikke stedfindende. §35.
Indikativ i at-sætninger efter udsagnsverber, naar sætningens indhold skal
betegnes som noget, der virkelig finder sted. Anm. Er hovedsætn.
historisk præsens, følger i bisætningen dels tidsformer (i ind. el. konj.) som
efter nutid, dels som efter fortid. § 36 a). Oftere findes dog, navnlig efter
fortid, indikativ for konjunktiv i disse sætn. b). Ikke sjelden findes i
side-ordnede sætn. af denne art ind. og konj. forbundne. § 37. Blandede
udtryk af direkte og indirekte tale. Anm. 1. I en af udsagnverbum afhængig
at-sætn. munu om det formodede. Anm. 2. Udeladt at. Anm. 3. Akk.
med inf. efter udsagnsverber. § 38. Konjunktiv i sætninger med at efter
udtryk, som betegner a) det kan hænde, er muligt, kan saa være. Anm.
1. Sjelden indikativ. Anm. 2. Indikativ efter "det hænder, indtræffer",
hvor der betegnes et faktum, b) det er langt fra, mangler meget (noget)
paa, er nær ved. Anm. 1. Efter disse udtryk bruges i at-sætningen ogsaa
omskr. med munu (ind. ei. konj.). Anm 2. búit, (búð) med konj. med eller
uden at i betydn. "det kan være at, maaske, kanhænde". § 39. I alle
andre end de § 28-38 omhandlede at-sætninger sættes i alm. indikativ.
Saaledes efter verber og talemaader, som betegner sansning, kundskab,
erfaring, erkjendelse. Anm. 1. Nu og dakonj. efter saadanne verber,
idet de opfattes som indeholdende et udsagn eller en formening, i
at-sætningen kan da ogsaa bruges munu (cfr. § 32). Anm. 2. Altid konj.,
naar udsagnet betegnes som ikke stedfindende. Anm. 3. Akk. med inf.
efter saadanne verber. § 40 a). En at-sætning sættes i indikativ, naar
der udsiges en dom eller bemærkning om et forhold, der betegnes som
virkelig stedfindende, b). Derimod sættes konjunktiv, naar det,
hvorom en dom eller bemærkning udsiges, betegnes som noget, der er
tænkt i almindelighed, eller e) som ikke stedfindende. Anm. 1.
En forklar ende bemærkning, der ved þat er at føles til et konjunktivisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
