Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN TVEKAMP 101
ler forstandig linje, men han hadde ædt menneskenes
ød, drukket deres vin, forført deres hustruer, og for
retfærdiggjøre sit foragtelige snylteliv overfor dem
f sig seiv hadde han bestandig anlagt en høi og over*
sjen mine, som om det egentlig var ham der forstod
ret tilbunds og forstod at leve det. Løgn, løgn, løgn.
Uhyggelig klart stod det for ham, hvad han idag
idde set i Mjuridovs bakhus, og han krympet sig av
de og væmmelse. Kirilin og Adsjmianov var motby*
:ligef men de hadde bare fortsat, hvad han seiv hadde
:gyndt. De var hans medskyldige og discipler. Han
idde berøvet en ung svak kvinde mand og hjem og
nskap og ført hende hit til dette lummerhete land og
ders feber og kjedsomhet. Dag efter dag maatte
m som et speil opfange hans usselhet — dermed
Idte hun sit liv, indtil han blev kjed av hende, men
i som han pleiet og beholdt hende, mens Adsjmianov
; Kirilin fuldendte verket.
Snart sarte Lajevski sig ved bordet, snart gik han hen
vinduet. Han slukket lyset for saa i næste øieblik
tænde det igjen. Han forbandet sig seiv med høi
:mme, han graat, klaget og bad om tilgiveise. Et par
inger løp han i fortvilelse hen til bordet og skrev:
— Høit elskede moder!
Foruten sin mor hadde han ingen paarørende eller
time venner. Men hvordan skulde hans mor kunne
ælpe ham? Og hun var langt borte. Han vilde ka*
e sig paa knæ for Nadjesjda, kysse hendes hænder
l føtter og bønfalde hende om tilgiveise. Men hun
ir hans offer, og han var bange for hende som for
lik.
— Mit liv er raatnetl mumlet han og vred hænderne.
ore Gud, hvorfor blir jeg ved at leve!
Hans bleke livsstjerne var forstøtt fra himmelen, og
sns spor hadde fortapt sig i det natlige mulm. Hans
le skulde aldrig finde igjen dens venlige glimten, ak
>rdi livet, ått skjænkes kun én gang og blir aldrig
udt en omigjen. Aa, men om han kunde kalde til*
ake de forgangne og spildte aar, saa vilde han for*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
