Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
561
"det være muligt, at dette kom til at afhænge af min
afgjørelse? Og hvem er det, som skulde kunne gjøre”
mig til dommer angaaende, hvem der skal leve og
hvem ikke«.
»Naturligvis, naar De ogsaa møder op med Guds
vilje, da er der ganske vist ingenting mere at tale
om«, mumlede Raskolnikow mørkt.
»Tal heller tydelig ud, sig, hvad De egentlig
vil!g« raabte Sonja smertefuldt; der er atter igjen
noget, hvortil De sigter . .…. . Er det" bare "derfor, De
er kommet,:— for at pine mig?«
; Hun kunde ikke holde det ud mere, men begyndte
bitterlig at græde. = Han. betragtede hende i sort
tungsind; saaledes forløb der omkring fem minutter.
»Du har virkelig ret, Sonja«, sa han endelig sagte.
Ean var pludselig som forvandlet. Den kunstlet
frække og kraftløst udfordrende tone var forsvundet.
Selv stemmen klang blødere. — »Jeg sa dig igaar, at
jeg ikke vilde komme for at” be dig om tilgivelse, -—
og alligevel maa jeg næsten begynde dermed . ...
Dette om Lushin og Guds vilje var ogsaa bare noget,
der saan faldt mig af munden . . ... Jeg vilde
dermed be om undskyldning, Sonja . ...«
Han vilde smile, men det var bare et sygeligt,
mislykket forsøg derpaa, som laa omkring hans blege
læber; han bøjede hodet og bedækkede ansigtet med
hænderne.
Pludselig drog der en besynderlig, uanet følelse,
som af et ætsende had mod Sonja, gjennem ham.
Følelsen forbausede ham og fyldte ham med skræk;
han reiste sig i sædet og betragtede hende
opmærksomt... Men da kan mødte .hendes urolige, forpinte og
for ham bekymrede blik, — der laa kjærlighed i
dette blik — da forsvandt hadet som et spøgelse.
Han havde skuffet sig selv, han havde forvekslet én
Dostojewskij: Raskolnikow. 36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
