Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
385
en træspaan, og saa blev atter igjen alting stille. En
flue var vaagnet og fløj pludselig mod ruden med en
sørgmodig summen. I samme øieblik saa han.
imidlertid, at der i krogen mellem vinduet og skabet hang
en kvindfolkkaabe paa .-væggen. »Hvorfor er den
kaaben her?« tænkte han, »tidligere var den her jo
ikke.« — Han gik sagte nærmere og opdagede, at
der var nogen, som skjulte sig bag kaaben.
Forsigtig skjøv han den tilside, saa, at der stod en stol,
og fik paa stolen, inde i krogen, øje paa en gammel,
aldeles sammenskrumpet kjærring, der sad med bøiet
hode, saa at han ikke kunde gjenkjende ansigtet, —
men hende maatte det være. Han stod foran hende:
»hun er ræd!« tænkte han, hægtede øksen sagte ud
af stroppen og slog til gamla én, to gange lige i
hjernen. Men underlig nok .... hun rørte sig ikke
under slagene, akkurat som var hun af træ. Han
blev forskrækket, bøjede sig ned og vilde betragte
hende, men ogsaa hun bøjede hodet dybere. Saa
bukkede han sig helt ned til gulvet og saa hende
nedenfra ind i ansigtet — -og blegnede: — Gamla
lo, — lo af ganske hjerte, med en stille, lydløs
latter, mens hun gjorde sig al mulig umage for, at han
ikke skulde høre hende. Pludselig forekom det ham,
som om døren til sovekammeret aabnedes et lidet
gran, og som om derinde ogsaa blev leet og hvisket.
Raseriet overmandede ham, han slog af fuld kraft til
gamla, bestandig lukt i hodet, men for hvert slag
hørtes latteren og de hviskende stemmer inde fra
sovekammeret tydeligere og tydeligere, mens gamla
næsten laa kroket af latter. Han vilde ta til flugten;
men hele forstuen var stoppende fuld af folk; døren,
som førte ud til trappen, stod paa vidt gab, og paa
trappeafsatsen, paa trappen selv, alle trapperne
nedover, overalt var der mennesker; de stod hode ved
hode og glodde, — men alligevel saa det ud, som om
, Dostojewskij: Raskolnikow, 25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
