Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - 3. Nordens Kæmpeaand - Nordens og Historiens Aand een og den samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106 Nordens Kæmpeaand.
dodt i Bogerne, og i det Mindste skindodt paa iskolde
Læber, saa det udvikler aldrig mere Liv og Kraft hos
et Folk, end der kiendes paa Livet og Kraften i dets
Modersmaal. Naar vi derfor see, at Islænderne var de
Eneste i Norden, som udtrykte sig hoirostet om aande
lige Ting paa deres Modersmaal, og see, at deres Dråper
er dog lutter aandelige Ligkister med udtunget Arbeide,
da finder vi Begravelsen hoist naturlig og kun Opstan
delsen vidunderlig.
Naar vi imidlertid blot lære at kiende Forskiel paa
Ord og Shift, som paa Liv og Dod, i Aandens Verden,
saa vi ikke soge Livet selv i Bogerne, hvor vi er visse
paa det ikke frndes, men soge kun Underretning om,
hvad der levede hos Forfatteren og i den Tid, han be
skriver, da kan vi vanskelig enten tænke eller tale for
hoit om den Kunst, hvormed Aanden virkelig paa en
Maade narrer Doden og forplanter Kundskab om sit
Liv mellem vidt adskilte Folk og Tider, og kan da ei
noksom glæde os over Bogerne fra det tolvte og tret
tende Aarhundrede, uden hvilke det vilde været os
umueligt at give Nordens Aand sit Livudtryk igien, og
ligesaa umueligt at forstaae og fortsætte dens her
lige Bane.
Derfor kom der aldrig saasnart igien Strænge paa
Hjarnes Harpe, for det tonede fra den:
Island! hellige (i! Ihukommelsens vældigste Tempel!
og det gienlod fra Sagas klingre Skjold, saasnart Nor
dens Staalpen atter begyndte at riste, og det skal gien
lyde i Dovre og ristes i Bautastene paa Kullen og ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
