Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
57
Tolstoi i sin dagbog eller dikterede til sin kjære datter
Alexandra, som havde reist efter ham, straks hun fik vide,
hvor han var. I den korte tid han besøgte sin søster,
skrev han paa en afhandling mod socialismen! Efter en
anden beretning skrev han i Optin-klostret et sidste skrift
mod dødsstraffen. Paa sygesengen skrev han desuden en
kort beretning om sin flugt. De sidste ord, han fik ind
ført i dagbogen, er disse: Jeg ser, at vor plan har stran
det.“ Og de sidste ord, som han ytrede, klokken 2om
ettermiddagen, den 19., til sin datter og lægerne, som var
tilkaldt fra Moskva, blev sagt med klar og høi stemme,
idet den syge reiste sig op i sengen: „ Dette er enden . .
Men husk, det er mange lidende i verden som Leo Tol
stoi, hvorfor er I da alle her hos mig?“ Da datteren
Alexandra kom til ham, havde han spurgt bekymret:
w Hvem har du ladt tilbage hos din mor? Er dine brø
dre hos hende?“ — ,Ja,“ svarede datteren, «Andreas og
Michael er der.“ — Hvem andre er hos hende,“ spurgte Tol
stoi. ,Lægen og en sygepleierske.“ — Er hun tilfreds med
dem? Er hun glad i dem?“ — spurgte han videre. Har hun
beskjæftigelse? Kan hun spise noget?“ Datteren, som efter
samraad med lægerne troede at maatte skjule, at hendes
mor var i Astapove, nogle skridt borte, beroligede ham
ved at sige, at hun nu havde begyndt at spise lidt, og at
hun haabede, han snart vilde sende bud efter hende, naar
hun var sterk nok til at reise. For hvert spørsmaal, han
gjorde, udstødte den syge et dybt suk. Men da hans dat
ter bad ham ikke spørge mere om hendes mor, fordi det
vilde bringe ham i for sterk sindsbevægelse, gjorde han en
utaalmodig bevægelse og sagde: „ Dette er for mig mere
end noget andet i verden.“ Og en dag senere sagde han:
Meget falder nu paa Sonja, det var ikke vel overlagt,
hvad vi gjorde.“ En af hans sidste tanker var altsaa den,
at han ved at reise bort saa pludselig ikke havde tænkt
paa, at man ude i den vide verden vilde kunne faa en
daarlig mening om hans Sonja.
Tolstois hustru, som morgenen efter hans afreise havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
