Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
339
Jeg maner alt ondt
tur marven og i benet,
tur benet og i kjødet,
tur kjødet og i skindet,
tur skindet og i veir og vind,
og du skal ikke mere komme herind!
Eller:
Jeg klomser dig, ulv og ulvetand,
jeg klomser dig, bjørn og bjørneran,
jeg klomser alle klodyr, i skogen gaar,
saa nær som fæhunden vor.
For at give saadan maning en større kraft
lagde man den ofte i munden paa et høiere væsen.
Saaledes fik en flerhed af disse formularer et episk,
historisk indhold. Kristus, jomfru Maria eller en
anden helgen lod man gaa paa en vei og møde den
samme ulykke, som man selv led af. Og idet
man saa lod dem bortmane ulykken, saa troede
man, at den ogsaa i nærværende tilfælde virkelig
maatte vige. F. eks.
For mo-sot.
Sankte Beretta gik sig til dette menneske.
«Hvi er du saa træt, hvi er du saa mat?>
•Jeg maa vel være træt, jeg maa vel være mat,
jeg har faaet den slemme mo.»
(Saa siger den kvindelige helgen):
■Jeg maner dig utur merj og i ben
tur ben og i kjød,
tur kjød og i dit skind,
tur skind og i dit hold
og i 9 jordfaste sten.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
