Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
oliventrærne i de grønne enge med de hvite, dan*
sende sommerfugler. Og den gamle by med de
syngende fontener og de svarte middelaldershuser
og ringmurens taarne — maaneskinnet der om næt*
terne. Og den gule, litt musserende vin, der
smakte fyrig av den vulkanske jord, den hadde
grodd paa.
Hun hadde drukket dus med de nye venner.
Og om natten betrodde Fransiska hende hele sit
brogede unge liv og krøp op i hendes seng tilslut
for at bli trøstet. Mens hun laa og gjentok: Tænk
at du er slik. Tænk paa skolen var jeg altid ræd
dig. Tænk at du er saa snil — !
Og Gunnar var forelsket i dem begge. Han var
kaat som en ung faun av vaaren og solen. Og
Fransiska lot sig kysse og lo og kaldte ham en
tøisebøtte.
Men hun var ræd — ikke for ham. Men hun
turde ikke kysse hans hete, røde mund, fordi hun
hadde lyst til noget meningsløst, noget berusende
og letsindig, som bare skulde vare disse stunderne,
mens solen og vaaren og anemonerne var, og de
var her — noget uten ansvar. Men hun turde ikke
hoppe ut av sit gamle jeg — hun følte, hun kunde
ikke slutte letsindet letsindig — og vist ikke han
heller. Hun hadde set litt av Gunnar Heggen —
overfor andre kvinder, han hadde hat smaa historier
med — han var, som de var, og dog ikke helt —
inderst inde var han sig selv, en mand, som var
bedre end de fleste kvinder er.
Siden hadde han ledd av sin egen forelskelse.
De var blit venner — mere og mere. I den deilige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
