Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
hun hadde været fornøiet med. Det var brilliant
og — Gunnar bandte paa, det burde været i galle*
riet. Hun hadde heller aldrig siden gjort noget
billede, som var saa godt.
— Hun skulde ha faat male Berner — papa.
Hun hadde kaldt ham det, da hans barn begyndte
at snakke. Og da hadde hun begyndt at si mama
til moren. — Dermed hadde hun liksom befæstet
for sig selv den forandring, som var skedd med
hendes korte barndoms mor og forholdet mellem
dem.
Aa den første tiden hernede. Da endelig det
voldsomme tryk over hende var blit hævet. — Det
føltes ikke godt — nu kjendte hun, hvor hver nerve
i hende var sitrende av overanstrengelse. Og hun
syntes, hun var blit for gammel til nogensinde at
ta igjen ungdommen. Fra Florens husket hun ikke
andet end at hun frøs der og følte sig forlatt og
ikke evnet at opta det nye i sig. Og saa av og
til saa hun som i et glimt den uendelige skjønhets*
rigdom om sig og blev gal av længsel efter at tyde
den og leve i den og være ung og elske og elskes.
De vaardagene, da Gunnar og Cesca fik hende
med sig til Viterbo. Solskinnet i den nakne eke*
skog, hvor anemoner og violer og gule aurikler
blomstret tet mellem det bleke, visne løv. De
kokende, stinkende svovlkilder, der dampet ute paa
den falmede steppeagtige slette utenfor byen —
marken vidt omkring det sytende væld var likhvit
av størknet kalk. Hulveien ditut med de tusen
smaragdgrønne, lynrappe firfisler i stengjærderne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
