Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
stuen med fuld sans, læg bare mærke til vidunderet, til skøieren:
straks morn knappet op for brystet begyndte han å smatte, og
når morn sa: Der kommer papa! søkte hans brune øine mot
døren.
Det var ikke liten stas med Oliver og gutten. Det at barnet
begyndte å række armene op og vilde til ham overmandet kryp-
lingen. Dette lille væsen — set på maken! — dette ingenting, en
skarveunge, hehe, en pokker til kar, Herren fryde mig! Det blev
rent galt da barnet begyndte å gråte når papa gik, rent galt,
papa tålte det ikke, han kunde gråte selv og skrek derfor til
Petra: Giv ham bryst, har jeg sagt! Hvorpå Oliver småsprang
med træbenet bort fra huset.
Å mangen gang kom han i trætte med kvindfolkene om hvad
barnet forstod og ikke forstod, han slog ofte et slag for det,
viste det billeder og bokstaver og gav det alle mulige ting å
leke med. De var børn begge to, idiotiske og rare. Nu tror jeg
du blir galen, skrek kvindfolkene, gir du barnet kaffekjedlen i
fanget! Ja hvad skal han ha å banke på? spurte Oliver. Han
kom-med prydsakerne på kommoden til gutten, og da barnet
slængte et lite speil i gulvet sa Oliver at det var han selv som
slap det og tok skylden på sig. |
Herrens gode dager! Og Petra blev jo pen igjen og vilde
- gjærne gå ut litt om søndagene. Ja hun skulde bare gå, Oliver
hadde intet derimot, bedstemor kunde også gå, han forstod ikke
at friske og rørige mennesker sat inde. Selv holdt han sig i
| stuen, og når barnet sov duset han ved bordet. Drømte han?
- Seilet minder fra fortiden gjennem hans tunge hjærne? Han
hadde årsak til å gruble over sin frygtelige skjæbne, men den
hadde kanske alt sløvet ham.
Så kom Petra hjem i skymningen, og det var på tide, nu
hvinet den lille som en smågris. Saken var at Oliver skulde jo
lære ham å læse, men midt i øvelsen begyndte gutten å skrike,
og papa husket ham herlig op og ned og talte vel med ham:
Så, så, så, det går nok, du skal ikke tape motet, du lærer det så
sandt som jeg heter Oliver Andersen! Men gutten skrek jo for
melk og intet andet. |
Bare nu Petra hadde været ydmyg og angerfuld fordi hun var
blit så hæftet, men ikke tale om. Det var vel et brat fald for
hende å komme fra gaten og livet og møtes hjemme med barne-
skrik. Så ung og så bundet alt, så kuet. Ja ti stille med dig, nu er
jeg her! sa hun til barnet. Å men hun gav sig tid til å ta av sig
søndagsstasen og herunder stod hun og så sig i speilet, i det hele
tat var hun rigtig væmmelig, og Oliver var mere end tålmodig
som ikke gav hende av krykken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
