Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Enerbusken - Halling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
og straks igjen det evige
vinterhuttetu!
I dette står en enerbusk
med eviggrønne nåler
og vi må undres over alt
den vesle rusken tåler.
Han blir tilslut så hård og stærk
som bare ben og brusk,
han står med bær når andre trær
er ribbet helt til skindet,
og alle bær er pyntet med
et kors i ene kindet.
Seså, nu vet vi dette og,
slik er en enerbusk.
Men nu og da så står han vel
og nynner som så:
Ånei så her er vakkert
og som himlen er blå!
Og nu og da så roper han
til andre enerbusker
at pyt i alle trollene
som går omkring og lusker!
Så kommer vinterkvælden
over fjæld og enerkrat
og tusen lys og stjærner
er tændt på himlens slette.
Nei så blir enerbuskene
så søvnige og trætte
og bedst det er så dupper de.
Og nu godnat, godnat!
HALLING
Jeg gav mig til kirke
i skjorteærmer,
jeg var så i nød for
en helgekjol.
Og skoene gjorde jeg
ingen skade,
jeg bar dem i hånden
i Gudsens sol.
Det ropte i myrene: Ture — Ture!
Jeg svarte i fæle, det var som jeg gol.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
