Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
Men nu er atter Alt saa dødt og tyft,
Om Mindestenen høres knap en Stemme:
Og denne Taushed har en Uglerost,
Som Livet af det bedste Haab kan fkraemme
See, derfor lyder hoit mit Harpeslag,
Som mig mit Fødelands Natur det lærte
I Lærkens Pindsesang, i Stormens Brag;
Kjækt vil jeg tale, Ebbesen, Din Sag
Med Toner, hented’ dybt fra Danmarks Hjerte!
Hvi er det da saa ryst? Fordi, o Skræk!
Fordi vort undertrykte Lands Befrier
Som Morder pletted er — med holsteenik Blæk;
See derfor Danmarks Folk forsigtigt tier!
Vi kunde lettelig fornærme Een
Af hine Penuehelte, foin os love
I Gottorp at opreise Geert en Steen;
Slig Strid os kunde vorde let til Meen!
Og derfor lade vi nu Sagen sove.
O nei, mit elskte Fædreland, saa dybt
Jeg kan ei troe, Du er i Afmagt sunken!
Du, som med Daad har Verdens Studsen kjøbt,
Er Du en Olding nu saa svag og lunken?
Er slukt Dit Ørneblik, er koldt Dit Blod,
Som blussed stolt, ved Danmarks Navn, i Kinden.
Er Egen marvlos, trofket i sin Rod?
Saa lad os jevne ud, o Dannebod,
Den Vold, som stærk Du reiste imod Fjenden!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
