Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100 DE STORE DIKTERE
hed», — var ikke det en illusjon, en idealistisk innbilning, intet krav å
komme med til hverdagsmennesker? Der hadde han forkynt sannheten
snart i en menneskealder for et folk, ja for menneskeheten, og når han blev
avvist, blev han sint! Var det ikke heller han selv som blev komisk? En slik
utidig sannhetsforkynner var ikke bare latterlig og sørgmodig, men også
farlig. Var ikke sannheten om doktor Stockmann den at han egentlig var
en Gregers Werle? Og var han ikke selv en slik Gregers og hele hans
gjerning latterlig forgjeves —? I denne bitre selvironiske reaksjon efter
vreden med «En Folkefiende» er det at Ibsen tar til å utforme skuespillet
«Vildanden».
Han begynte å skrive det ned tidlig våren 1884, mens han bodde i Rom.
I juni er han ferdig med konseptet og reiser alene til Gossensass for der å
utføre «den finere gjennemarbeidelse, den mere energiske individualise-
ring av personerne og av deres udtryksmåde». Den 2. september sender
han det ferdige manuskript til sin forlegger ledsaget av et brev, hvori han
skriver bl. a. følgende: «Samtidig med dette brev sender jeg Dem manu-
skriptet til mit nye skuespil «Vildanden», der i de fire sidste måneder
daglig har beskjæftiget mig, og som jeg ikke uden et visst savn nu må
skille mig ved. Menneskene i dette stykke er, trods deres mangehånde
skrøbeligheder, dog ved denne langvarige daglige omgang med dem blevne
mig kjære; men jeg har det håb, at de også vil finde gode velvillige venner
i den store læsende almenhed og ikke mindst blandt skuespillerfolket; thi
de frembyder alle uden undtagelse taknemmelige opgaver. Men studiet og
gjengivelsen av disse mennesker vil ikke falde let; — — — — — — Dette
nye stykke står i visse måder på en plads for sig selv i min dramatiske
produktion; fremgangsmåden er i forskjellige henseender afvigende fra
min tidligere.»
Dette Ibsens brev, litt mindre forbeholdent enn vanlig, viser hvor sterkt
han hadde levd med i sitt nye stykke, og at det til slutt ikke har vært idéen,
men menneskene i det, som har optatt ham sterkest. Han har vanskelig
kunnet rive sig løs fra det. Fiendommelig er den godmodige måte hvorpå
han omtaler stykkets personer: de er blitt ham kjære. Skapergleden har
gitt ham hengivenhet for disse sørgmodig-komiske eksistenser.
Ibsen fremhever selv det nye ved dette skuespill. Nu er det det eien-
dommelige, at dette merkelige drama, hvis første akt i det hele er den
svakeste, begynner med en dårlig og riktig gammeldags scene, hvori en
samtale mellem to tjenere setter oss inn i situasjonen. Men fra annen akt
av, fra den stund vi befinner oss i den Ekdalske familiekrets er skuespillet
uten plett og lyte. Naturligvis har det mange forbindelser med de eldre
dramaer, og det særegne i hans dramatiske teknikk, at hovedhandlingen er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
