Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211
Dermed gik „den gamle Cyniker"; ,men
længe laa Johan Bennechen paa Knæ ved
Sengen og fortalte hende af sit fulde Hjerte.
I Førstningen forstod hun ham ikke;
men efterhvert som han talte, skrumpede
den store Umulighed ind ; det klarnede mere
og mere for hende; Dør efter Dør sprang
op, og mens Taarerne en for en trillede ned
i Puderne, slog hendes dulgte Kjærlighed
berusende varm ud over hendes Sjæl — løf
tende hende ud af det elendige forgiftede
Legeme i en Salighed, hun aldrig havde
drømt.
Hun glemte at sige De og alle de fine
Ord, man havde lært hende, og gjenfandt sit
brede, stærke Bondemaal, idet hun forklarede
ham, hvorledes det hele var gaaet til, og bad
ham tilgive, at hun saa lidet havde for
staaet ham.
Og de tilgav hinanden, og de udslettede
hele Fortiden, foråt leve i hinandens Kjær
lighed „den Stund, som var igjen".
Fra den Dag overtog Doktor Bennechen
Kristines Pleie. Hans Moder saa forskende
paa ham, da han fortalte det ; og han kunde
ikke lade være at iagttage hende ligesaa
skarpt. Men det var ham en stor Lettelse,
da Fru Bennechen i en deltagende Tone
sagde: „Den stakkels Kristine! — jeg er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
