Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men Vorherre havde gjort vel med hans
udseende, det var saamen ingenting at si paa det.
«Skal du gaa til de unges bord nu, Nils
Ursgaard?» spurgte folk.
«Neimen skal jeg ei, naar han Jakob har
fundet paa det spiket at ta en slig dokke til
kjærring, saa greier jeg mig sjel, som jeg
følbar gjort.»
— Det var høisommers veir. Lyse, stille
nætter, makrelskyer og høit til himmels
dagen lang, nisen væltet sig i den blanke sjø
tæt indmed skjærene, og hvittingen sprat i
vandskorpen. Det var søkfuldt af fisk i sjøen,
de fik tvebit, bare snøret var over baadripen.
— Thekla levet som i en rus. Hver dag
var som en evighed, endda timerne lløi.
Nils Ursgaard saa hun lidet til, ialfald
snakket han aldrig til hende, Jakob og hun
var alene bestandig.
Hei gut, hvor g’jildt det var!
Og dette havde de sat sig imod, at Jakob
og hun skulde faa komme sammen.
Slige ældgamle folk skjønte ikke, hvad
kjærlighed var. Bare Jakob gik ud efter et
fange ved, syntes hun, han blev forlænge borte.
Ikke havde hun lyst til at ta sig noget fore
heller.
Ha ha — nu var det moro at leve nu.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
