Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Naar Fuglene forlader Redet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208 Hjemmet.
Søn og Mor. Han alene er istand til at dulme Fra
værelsens Smerte. Til ham maa vi søge, om vi skal
faa Bugt med alle vore Bekymringer og Ængstelser.
I vor Ængstelse indbilder vi os, at vore Børn er mindre
vel bevogtet, siden vore Øine ikke hviler paa dem.. Vi
ser dem truet af Farer og Snarer paa alle Kanter.
Hvor overdriver vi ikke vor egen Magt! Og hvilken
Mangel paa Tillid til Gud ! Som om der ikke var Farer
nok, ogsaa hvor vi er. Er vi kanske Herrer over vore
Nærmestes Skjæbne? Aa nei, det er nok en anden, som
styrer det hele. Og det den selvsamme, hvor vore
Kjære vanker, og hvor vi selv sidder. Lnd os betro
dem til ham.
Et af de herligste, men paa samme Tid haardeste
Ord er Adieu! Skal vi kunne udtale det uden Bitter
hed, maa vi gjøre det i Sandhed og med Forstaaelse af
hele dets religiøse Betydning. Adieu vil sige: «Jeg
forlader dig, og det smerter mig, men jeg betror dig til
Gud, det er min Trøst.» Jeg skulde ønske, at vi alle,
naar vi skiltes, kunde sige Adieu i denne Betydning. —
Det vilde jo næsten være som at sige: Paa Gjensyn!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
