Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 24. Byer, Landskaber, Mindesmærker m. m., i alfabetisk Orden - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
If.
444 JERUSALEM.
mænd for Øie Hungersnøden, som stod for Døren, det Haabløse i Kampen med Roms
Vælde, nu da allerede to af Murene vare tagne, og Stadens og Helligdommens Under
gang. Han skildrede udførlig, at, naar deres Fædreland havde seiret, var det ikke ved
Tapperhed, men ved Guds underfulde Hjælp. Gud, som lader Herredømmet gaa fra
Folk til Folk, havde nu kaaret sig Italien og var med Romerne. Et Bevis derpaa var,
at før Romernes Komme vare Siloam og andre Kilder udenfor Muren saa udtørrede,
at Vandet blev solgt i pottevis, men nu saa rige paa Vand, at Romerne ikke alene
havde nok for sig og sine Dyr, men ogsaa til at vande Haverne med. — Saadan Tale
af en, der saaes ned paa som Forræder, var ikke skikket til at virke paa Oprørerne,
som 10, spottede og skjøde efter ham 1.
Mange af Menigmand lode sig dog paavirke af Josefus’s Tale, til at søge Frelse i
Flugten. De solgte, hvad de eiede, for en ringe Pris i Guld, som de slugte for at
Oprørerne ikke skulde røve det, og flygtede til Romernes Leir. Titus lod dem gaa,
hvorhen de vilde. — At flygte var ikke let; thi Johannes og Simon passede nøie paa,
og den, mod hvem der opstod mindste Mistanke om Flugt, blev strax myrdet
Ligesaa lidt ved denne, som ved de andre Beleiringer, Jerusalem har udstaaet,
klages over Vandmangel for de Beleirede; thi indenfor Muren var der Damme og
Cisterner, og, som Tacitus skriver (Hist. 5, 12), en aarvis Kilde. (Se Kilder § 11. e)
Men Hungersnøden begyndte at rase. Kvinder reve Brødet af Munden paa Mæn
dene, Børn af Munden paa Forældrene, og Mødre nægtede Barnet, som daanede under
deres Hænder, Melken fra Brystet. Dem, der troedes at have skjult Levnetsmidler,
søgte man ved gruopvækkende Pinsler,, som den, der lyster, faar læse hos Josefus seiv
(Jos. Krig 5. 10. 3), at tvinge til at levere dem ud. Men de udholdt heller disse Pinsler,
end de vilde røbe, hvor de havde gjemt et Brød eller en Haandfuld Mel. »For ikke
at opregne Enkeltheder«, skriver Josefus, »vil jeg med faa Ord sige, at aldrig har nogen
Stad udstaaet saa meget Ondt, ei heller har noget Aarhundrede fostret en Slægt saa
fuld af Ondskab2.
Hungeren drev endog mange af Oprørerne udenfor Muren, for at søge efter noget
at friste Livet med. De bleve næsten alle fangne af Romerne, piskede og korsfæssede
ligeoverfor Muren. Der gik ingen Dag, uden at mere end 500 bleve korsfæstede- —
Mange bleve paa andre Maader pinte tildøde, da der tilsicjst manglede baade Træ til
Kors og Rum til at sætte dem paa.
Titus haabede ved saadan Grusomhed at slåa Staden med Skræk. Men Oprørerne
lode sig ikke rokke; tvertimod: de førte de Korsfæstedes Slægt og Venner op paa
Muren for at vise dem, hvorledes Romerne handlede med dem, som de fik i sine
Hænder.
Titus maatte da skride til at tåge den første (ældste) Mur. Han opkastede fire
1 Jos. Krig 5. 9. s Jos. Krig 5. 10.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
