Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVERVUNDEN 199
— Aa, de har vel sit de ogsaa, sa datteren,
idet hun lukked døren til altanen.
Taagen laa endnu over havet. Solen var stegen
høi og varm paa den blanke himmel; klokken paa
dampskibet ringed fremdeles.
Om en stund steg et støiende selskab i land og
stansed udenfor prestens hus. En tyk, rød herre
pegte helt ugeneret op mod vinduerne og så temme-
lig høit: «Der bor han, den gamle natuglen!»
Pastoren kunde godt høre det ind, vreden kogte
op i ham, men han sad urørlig paa stolen.
Den tykke herre fortsatte: «Han gaar altid ind,
naar jeg kommer ... han er ikke ugle for ingen
ting, ser derel»
Følget lo af fyrvogterens udmerkede vittigheder,
men en høi, brun herre, som ikke var saa lystig som
de andre, bemerked: «Dere er jo gamle venner og
skolekamerater ?»
— Aa, venner fordrister jeg mig ikke til at sige
. men skolekammerater var vi i hele tre aar. Vi
læste til artium sammen. Han var en læsehest al
sin dag.
— Og det var vel ikke De, fyrvogter?
— Nei, gud bevare mig . . jeg strøg, jeg, og bag-
efter strøg jeg til sjøs. Han vil ingen omgang ha
med mig nu, den gamle farisæer, og det ærgrer mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
