Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Naturvidenskab og romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
I romanen herer vi mesterens disciple veksle
tanker om naturens væsen og dens forhold til
aanden. Tilreisende blander sine stemmer i det store
kor. Alle tror de paa en alnaturen iboende
fornuft; vil mennesket derfor erkjende naturens væsen,
maa det uddanne sig selv til et egte fornuftvæsen,
øve sig i sedelighed og lutre sit inderste indre for
alle fremmede, mod dets kjerne stridende slagger.
Men Novalis tilfredsstilles ikke. Ikke paa
tankens vei vil han søge frem til naturens inderste
helligdom; for ham er følelsen alt: tænkning er kun
en følelsens drøm, og en digter maa til for at fatte
naturens væsen, — den billeddannende fantasi staar
ham kraftig bi, men følelsen er dog hovedevnen,
hvorved digterens hjerte naar ind til naturens hjerte,
idet han digter sig ind i naturen og blir til et med
vaarens friske grønt, med flodens rullende bølger.
„Du, grubler, er paa rent forkjert vei. Saaledes
kommer du aldrig frem. Det bedste er altid
stemning." Men stemning overfor naturen er
samfølelsens glæde, er kjærlighed. Kun for den elskende
aabenbarer naturen sit indre. „Et eventyr vil jeg
fortælle dig; hør vei efter:
Hyacinth, den vakre gut, havde faaet
Rosenblomst, den elskelige lille nabodatter, og hun ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
