Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stenalderen - XII. Studiet af Stensagerne. Historisk Oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkelige Tydninger. 157
at finde det, blev det nedgravet under religiøse Ceremonier paa et
helligt og indhegnet Sted. Stensagerne spillede overalt, paa for-
skjellig Maade hos de enkelte Folk, en vigtig Rolle først i det
religiøse Liv og derefter i Overtroen. De bleve betragtede som
Amuletter mod alslags Nød og Fare, ikke mindre i den gamle
klassiske Verden, hvor de indfattedes og bares i Halsbaand eller
opbevaredes i Templerne, end i andre Lande og her i Norden, og
det baade i ældre og nyere Tider. Det Onde, man frygtede,
tænkte man sig at kunne afværge med selve det Onde, en Be-
tragtning, som træffes paa mange Steder i Hedenskabet.
Skjøndt bevaret af Almuen indtil vore Dage er hele denne
Opfattelse af Stensagerne, der udsprang af den hedenske Gudetro,
for længe siden bleven dragen i Tvivl og derefter opgiven af de
Oplyste og Lærde. For det 16. og 17. Aarhundredes Videnskab
stillede Sagen sig dog endnu noget tvivlsomt. De lærde Natur-
forskere og Archæologer kunde ikke altid frigjøre sig fra den
gængse Opfattelse, som fik sit Udtryk i den fælles Benævnelse
»Tordenstene«, og endnu større Betydning havde det, at der hos
Plinius selv, som dengang var en Hovedkilde til Kundskab om
Naturen, stod at læse om himmelfaldne Stene med mærkelige og
hemmelighedsfulde Egenskaber. Ved i den 37. Bog af sin Natur-
historie at nævne nogle Ædelstene, der antoges at falde ned fra
Himlen, og som derfor kaldtes Cerauniæ I: Tordenstene, fortæller
Plinius, at Sotacus, en noget ældre græsk Forfatter, omtaler endnu
to andre Slags Cerauniæ, sorte og røde, der ligne Øxer og findes,
hvor Lynet slaaer ned. Det var dette Sted hos Plinius, som først
og fremmest i de Aarhundreder, da den klassiske Literatur blev
betragtet med den største Ærefrygt, bragte de Lærde til bestandig
paany at drøfte Spørgsmaalet, om Stenøxerne dog ikke skulde
være disse mærkelige Cerauniæ. Der var ogsaa andre ærværdige
Kilder, man ikke kunde overse, saaledes navnlig et metrisk
Værk om Ædelstene af den franske Biskop Marbodæus, død 1123,
hvori der siges, »at den, som har en Ceraunia hos sig, ikke bliver
rammet af Lynet, og hellerikke de Huse og Byer, hvor denne
Sten opbevares«.
Dog har allerede tidlig En og Anden seet, hvorledes det hang
sammen med disse Cerauniæ. Den berømte Naturforsker og Samler
Mercatus, f. 1541 d. 1593, Læge hos Pave Clemens d. VIE, beretter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
