Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145
paa at berge livet. Tilsidst mistet de roret og i
det haarde veir kunde de ikke faa styr paa
skibet, men det drev indover mod en fjeldkyst,
som Illuge sa maatte være Skotland. De satte
da noget seil og styrte med aaren; slig slåp de
md mellem holmerne, hvor sjøen og stormen var
noget mindre, og om kvælden kastet de anker i
en vik, hvor der var sandmæle ved en elveos
og høie fjelde omkring. Der var ingen huser, det
de kunde se.
Om natten øget stormen paa igjen, saa ankeret
mistet grunden og skibet strandet, men mændene
berget sig iland. Illuge sa, at hvis de folk kom,
som havde strandretten, vilde de sikkerlig bli
dræbt; han raadet derfor til at de skulde se at
faa gjort istand skibet, saa det kunde flyde, og
seile herfra.
De arbeidet derfor hele dagen, og hen mod
aften var de seilfærdige. Men da de manglet
mad, vilde Ulvar gaa op i landet og gjøre strand
hug. Ovenfor viken laa der en bebygget dal, og
did drog de, gik md paa den første store gaar
den, jaget folkene og tog det, de trængte af
mad og klær. Der var ingen, som satte sig til
modverge.
Men da de kom ned til stranden, saa de, der
var fuldt af folk ude paa deres skib, og Illuge
sa, det maatte være skotterne, der var gaat
en anden ( vei til viken og havde overmandet
de mænd, de havde sat til at passe paa skibet.
Og i det samme saa de en stor flok ryttere, som
10 — Viga-Ljot og Vigdis.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
