Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niogtyvende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
162
frem med deres Bakker. Ingen vilde træde tilbage,
og derfor snublede snart den Ene, snart den Anden .
En gammel Dame faldtned af Trappen , skjøndt
hun alt havde naaet det øverste Trin . Den stakkels
Forpagterkone, som hele Tiden havde været paa
Nippet til at døe, og som nu kom belæsset med
Naaber, Shawler og Bakker i det Uendelige, hende
tog den gamle Dame ubarmhjertigt med sig i Faldet,
endskjøndt hun paastod, at hun vilde op og ikke ned.
Der laae de nu Begge paa Gulvet og vaandede sig,
omringede af de Bylter og Poser, som trolig havde
ledsaget deres Hersfaber.
„ Naa , frem og tilbage er lige langt“ , – be
mærkede en Herre, idet han gik dem forbi, for at
bestige den skjebnesvangre Trappe.
„ Au ! Jeg døer !“ – raabte Forpagterfonen
stønnende – „ Jeg har brækket mit Been, og maaskee
Arinene med.“
„ Og kan dog gaae, som om Intet var iveien ?
Da maa jeg saamæn gratulere Dem ; det er et sjel
dent Tilfælde.“
Det var en gammel Herre, der yttrede disse
Ord , til Moro for Tilskuerne, der Alle lo over det
tørre Svar.
„ Jeg vilde op,“ vedblev Madamen ufortrødent -
„ og saa kastede den gamle Dame mig ned ; det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
