Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femtende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
91
Moder taug; hun ønskede ikke at fortsætte Sam
talen , og Maren gik.
Maren havde for Slik at see Alt fra den mør
feste Side, fordi hun selv altid var sørgmodig. Hun
meente allerede i Tankerne at see den nye Vært
ruineret ; hun tænkte som saa : Livet yder ingen
torneløse Roser, men Sukke og Taarer. Af de sidste
havde Maren fældet mange tusinde i sine Dage.
„ Ogsaa jeg har været ung og lykkelig,“ –
pleiede hun gjerne at sige, naar Moder foreholdt
hende, at hvor lykken boede, skulde man ei, ved at
paastaae dens korte Varighed, fremmane dens Fjende,
Ulykken.
„ Rjender Fruen ikke den gamle Vise, der siger...“
DgMaren sangmed en smuk, endnu ungdomme
lig Stemme følgende Vers af en gammel Bondevise:
„ Dog, hvor kan lytten raade ?
Den skifter underlig ;
Saa tidt til liden Baade
Kan Glæden vende sig.“
Der var Sandhed i det gamle Vers ; men lige
som lykke som oftest kan vende sig til Ulykke, saa
ledes kan ogsaa det Modsatte sfee; det har Erfaringen
viist os. Haab, stakkels Hjerte, haab ! For Gud er
Intet umuligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
