Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
er git frie tøiler for litt efter litt at vende
tilbake til naturen. De sarteste og ømtaaleligste
vekster hadde vel forlængst bukket under, de
livskraftige spredte sig uten hindringer paa nogen
kant og utartet. Blomsterbed og gruslagte ganger
var borte, men syren- og guldregnbuskene hang
frodige som skyggende baldakiner over plænerne.
Nu i høsttiden lyste frugten som blus i trærne
og gjorde perspektivene ind gjennem løvhanget til
en straalende Aladdins hule. En tuja med fornemt
sydlandske konturer stod i yndig téte-å-téte med
en ung, opadstræbende, norsk-norsk bjerk. Jonas-
sen ropte Kirsten bort fra de andre. «Jeg kan
aldrig se paa en høstlig bjerk uten at tænke paa
den turen til Messel for længe siden,» sa han.
— Der gled som en svakhet over hendes træk. «Hu-
sker De det?» — «Ja, hvorfor skulde jeg ikke det?
De var saa oprømt den gangen, De var som, —
ja, som — ja, hvad skal jeg si — en ung bakkant-
inde.» — «Jasaa. Talte jeg i grunden ikke endel
om elskov?» — «Jo, De gjorde kanske det. Det
var nu forresten let forstaaelig, De giftet Dem jo
ret efter.»
«Nei,» sa hun høit og trodsig. «Det var Dem
jeg elsket. Bare Dem.»
Øieblikket efter lo hun. «Vet De, undertiden
skriver jeg digte, eller for slike som mig heter det
kanske at begaa vers. Nu skal De høre et.» Hun
snudde sig hastig for at se hvor de andre var.
Saa begyndte hun at deklamere med en leende
patos som stod i underlig motsætning til ordene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
