Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
414
VREDE STJÆRNER
Efteraarsaften«:, naar Mørkningen tidlig faldt paa, kom undertiden alle disse
gamle Herrer paa Visit. De kom rokkende op igennem den stille Have, der saa
ud, som var den syg af Ælde. Og sad man saa i de rummelige Stuer, saa tav man
i lange Stunder, hensunken i Erindringer, man tav, for det man havde at fortælle
havde man fortalt sikkert de hundrede Gange, og det nye — nej, det kendte man
ikke, disse Fordringer om en Konstitution, denne Hvisken om Forandring og
Fornyelse, denne Foragt for det gamle, man tav og tænkte tilbage, for man
ønskede ikke at se fremad, man vilde det ikke.
Men dér henne ved Vinduerne, hvor Kaminildens flakkende Lys ikke naaede
hen, dér i Skumringen, hvor Hyazintherne stod tæt op imod de duggede Ruder,
dér sad de to Sødskende, hver ved sin Rude.
Og de stirrede ud i Natten efter Stjærnerne, der gled frem, og de lyttede stille,
om der da aldrig skulde komme et Bud til dem, et Varsel dér ude fra den levende
og larmende Verden.
Og de ventede taalmodig.
II
Saa kom det da det store Begejstringens Aar, Flammeaaret otte og fyrre.
I Paris var det jo, at Luen slog ud, Legitimisterne stængede Balkondørene og
pakkede Stamtavler ned, der lugtede saa folkeligt ind fra Gaden, Trommerne
hvirvlede, Barrikaderne voksede.
Vi har hørt vore Bedstemødre tale om Gæringsaaret, da Ungdommen var stolt
med stærk Begejstring og dybe Længsler, men vi har ogsaa hørt dem tale om
glødende Hjærter, der bristede, Roser der visnede, Ild der fortærede.
Frihedstrang og Daadslyst det var der, Tiden blev paa en Gang ny og stor og
blank, den indvarsledes med Klokkeklemten og Kanoners Dønen.
Og hvor fjærnt laa saa ikke Danmark alligevel fra den franske Vulkan, de
underjordiske Dønningers Hjemsted. Langt borte fra klang Sejersfanfarer og
Hurra-raab, dér ude i Horizonten lyste Himlen brandrød, som brændte det i Landene
nede sydvestpaa.
Men Gnister der fløj fra denne Brand, og Oprørsfanen i det holstenske blev
hejst. Det var Krigstid nu, og Skæbner blev fuldbyrdede.
Sødskende var der, som saa’ hinanden for sidste Gang, dristige Forhaabninger
dræbtes og vejrede hen, Hjærter, der var unge og fulde af hellig Ild, blegnede.
Sælsomme Skæbner var der under vrede Stjærner.
Vinteren gik hen med store Begivenheder, Kongens Død. Mødet i Casino og
Folketoget til Christiansborg. Men til det stille Hus naaede kun svage Røster hen,
og de gamle Herrer kom ikke mere i Mørkningen.
Saa kom Vaaren, skinnende og duftende og flyvende, som aldrig en Vaar er
kommen. Bøgene sprang ligesom tidlig ud i denne dirrende Luft. Kastanierne
tændte deres hvide Kærter om den hele By. —
Den Dag da Budskabet om Oprørets Udbrud naaede København, sad
Excellen-sen inde i sit Bibliothek og studerede diplomatiske Depescher fra den første Bern-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
