Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NY-ISLANDSK POESI
335
ODDUR HJALTALIN
Ingen har Dadel
for den, der ligger
under Klipper pint
med knuste Lemmer,
Legemet flænget
af Lavaøkser,
hvis ej han raaber
i Rytmetakt.
Ingen det undre,
om op der vokser
de særeste Skud,
naar de spirer af Jord,
som Kummerens Hede
hærger forneden
’ og Graadens Ildregn
foroven væder.
Og ej man dadle
Oddur Hjaltalin,
forarged hans Ord
end ofte mange.
Isblomster var de,
avlet i Dødskulde —
Dødsblomster, saaet
af Sorg, der lo.
Ti fra han var Barn,
til Barnet blev Mand,
vendte sig fra ham
Verdens Lykke.
Altid fattig
han færdedes ude;
naar hjem han kom,
sad Kummeren der.
Hans Sind var en Konges,
han selv uden Eje;
fattige hjalp han,
hans Fattigdom steg.
For andre han skabte,
ej for sig selv;
til Pleje han trængte,
plej ed de syge.
Dog spilled hans Aand. —
Naar Syger, Sot
og Kummer som Klipper
klemte hans Bryst,
da smutted den bort
og skabte i Hast
Skjoldmøer, Spøgelser,
Skove af Tanker.
Sære, kaade
Syner og Drømme
spredte en Stund
de Sorger, han bar,
forargede andre,
men Oddur sig bygged
et Latterbo,
naar han led og græd. —
Nu er Oddur tavs.
De døde Øjne
stirre efter Aanden
i Evigheden.
Dér den bliver
i Bo saa godt,
at intet bedre
den bygge vil.
Men du, som let
ad Livets Strøm
sovende driver
mod Dødens Munding,
last ikke Laksen,
der Legemet tvinger
Strømmen imod,
over Fosse springer.
BJARNI THORARENSEN
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
