Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKYGGEBILLEDER FRA STORSTADEN
fløj lidt omkring og satte sig til ro,
baded sit næb i gryningen og lo.
Jeg spurgte: hvorfor ler du, lille ven?
den svarcd: jeg kan flyve bort igen.
Den sagde mig, at der et sted er til,
hvor træerne kan voxe, som de vil,
hvor der er hundred mil fra hus til hus,
hvor træet hører flodens sagte sus
og ikke disse rustne sporvognsklokker;
i toppen sidder droslen glad og lokker.
Og aldrig kommer hvasse tænder der
og gnaver grene bort, som de gør her,
naar vi vil skygge paa en murstenskant.
Sig, tror du, det kan være sandt?«
Den anden sover tungt og svarer ikke;
kun lygten ler med sine hadske blikke.
Den syge stamme strækker sine arme
og tigger:
»giv mig solskin, giv mig varme!«
V
FORAARSSANG PAA HOSPITALET
Solen stuens væg forgylder,
vaarens aande trænger ind
mellem pustler, saar og bylder;
drik den ind, som var den vin.
Lægedom for sot og kummer,
livets egen medicin;
nej, en slig kloral ej rummer
noget apothekerskrin.
Græssets fine spirer grønnes,
alle buske vaagne op,
vintrens taalmod nu belønnes
med et haab om blomst og knop.
Lad da os, som her har hjemme,
hvor kun raaddenskab vi ser,
for en stakket time glemme,
at vi ej skal blomstre mer.
Slaa ej mer saa haardt, mit hjærte!
feber, dæmp din lue lidt!
se, kastanjens bryllupskærte
flammer højtidsfuldt og hvidt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
