Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OM LIVSANSKUELSE
21
op fra Mulmet, hvor Stormen kommer hvinende udefra og jager ind over Landet,
hvor Bølgerne slaar lange og mørke op over Strandbredden og brister fraadende
og hvide over Breddens Sten og inde mellem det stride Strandgræs, derude lyttet
sin egen Tone frem fra Sindets dybe Uendelighed. Som den hvis Sind er aabent,
som gaar ad de ukendte Veje og taler sine egne Ord.
Derfor hørte Job paa EI i hu. Job vil altid høre paa Elihu, naar han taler ud
af sit Hjærtes Oprindelighed, naar han ikke dækker sig med gamle Tanker og død
Ælde, men kun taler ud af sin egen unge Erfaring, og kun gengiver de Indtryk,
som Livet har givet ham, naar han var dybest sig selv og borte fra alle andre,
naar han lader sin egen Sjæl tale, der synger i Stormen som Træets unge Grene,
naar Vejret jager gennem Skoven og hvisker i Grenene, men svøber sig klangløst
om de gamle Stammer, naar han ærligt og ægte kun søger Ord for de Tanker,
han har fundet nede paa Bunden af Oplevelserne, dernede hvor alle Kulturens
Lag er gledet af ham, og hvor han var nøgen og Menneske, uden Dækning af de
Paafund, som Menneskene har dannet og dynget op i store Systemer for at skjule
Livet for hinanden. Nede fra dette Dyb, hvor man staar Ansigt til Ansigt med sig
selv, fra Ensomheden og Tavsheden maa den hente sine Ord, der vil tale til Unge.
Det er muligt, de saa blive famlende og usikre, men saa har de til Gengæld Livets
Glød og er bøjelige og nyttige, som Staalet der tages glødende ud af Essen.
Der er nemlig det at mærke ved al Udvikling, at den kun har Værdi, naar
den er i Vækst. Det ligger allerede i Ordet. Den, der lever paa en færdig
Udvikling, han lever i et Selvbedrag. Han er nemlig ikke færdig med sin Udvikling,
han er ganske simpelt færdig med Livet. Det har ikke mere Brug for hans Ord.
Han er træt, tørret ind, som Maskinens Hjul der løber tørt og brænder fast; taler
han til Mennesker, gør han kun Ulykke med sine Ord. For ham er der intet andet
at gøre end at flygte ud i Ensomheden og dække sin Sjæls Fattigdom med den
stille Tavshed. Men hvormange staar ikke op og lærer os netop i Kraft af deres
Færdighed ? Hvor længe mon denne Skændsel kan faa Lov at plette Menneskenes
offentlige Liv? Lessing siger et Sted: Hvis Gud havde Sandheden i den højre Haand
og Søgen efter Sandhed i den venstre og bød mig vælge, saa valgte jeg den venstre.
Dette er det sandeste Ord, der er sagt om Menneskets Evne til Udvikling. Den
der ejede Sandheden, var jo ikke længere Menneske, men Gud, eller han var en
Taabe, der søgte at dække sin Menneskelighed med en guddommelig Løgn.
Derfor gør det saa liden Virkning paa os, naar En staar op med et færdigt System og
byder os det som en Sandhed, der er fælles for alle. Derfor gaar vel en og anden
iblandt os og venter, at den, der skal give vore Tanker Ord, maa blive ham, der
med Myndighed kan staa op og sige: Der er ingen Sandhed; der er mange smaa
Sandheder, og et Sted er der en Vej til den store Sandhed; men denne Vej maa
hver enkelt søge i sit eget Hjærte; længere kan Mennesker ikke naa. Skulde han
ikke komme? Han der vil tale som den, der er paa Vejen til det hellige Land, han
som vil tale uden at dække sig med en laset Kaabe af gamle Dogmer, han der
vil tale rene og gode Ord, i en Stil, der skyer Frasen og Udpyntningen, om
hvilken man kun kunde bruge det ene Billede: at den var hans Tankes Aandedræt?
Skulde han ikke komme?
Men den, der gaar og venter noget lykkeligt og godt, bliver ofte skuffet. Sidst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
