Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
for meget». Fru Wegner snakket ikke om sit slit.
Hun stred i taushet for at skaffe livets ophold og
levet sit liv i de timer lampen var tændt og de
vakreste blomster flyttet hen i lyset — og hun seiv
utfoldet sig for de beundrende barn. Men seiv
Roses beundring for moren var langtfra kritikløs.
Til fru Wegners maate at ta livet paa hørte
det jo, at man lot som man ikke merket de talløse
pinagtigheter, som er daglig brød for alle fattige
mennesker. Man skulde forsøke at overse dem,
fremfor alt ikke snakke om dem. Dette faldt
netop i traad med den maate, hvorpaa Torkild
forsøkte at klare sig i de onde kaar, han vokste
op under. Men Rose var ikke slik — der var
ingenting hun var villig til at overse; alt i sin
hlle verden prøvet hun at gjennemtænke og
undersøke, og særlig det som hun var utilfreds
med, vilde hun gjerne tale om. Ikke til moren,
«for hvad skulde det nytte til,» sa hun seiv,
«mamma vil saa allikevel ikke si mig, hvad hun
mener.» Det blev Torkild hun snakket med.
— Fru Wegner og fru Christiansen hadde en*
gang snakket, saa Torkild hørte paa, om en skole*
kamerat av Rose, som hun en tid var ofte sammen
med. Og fru Christiansen, som var opdraget i
et snobberi, der av og til spontant kunde bryte
frem, hadde bemerket noget om, at Ellens far var
jo bare baker. «Ellen er en lille dame,» sa fru
Wegner. «Hun forsnakker sig aldrig.» «Tja,» sa
fru Christiansen. «Er det nu nok for at være
dame, at man aldrig forsnakker sig?» «Kære,» sa
Roses mor. «Det er dog det som skiller en dame
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
