Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. 1859
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
NiD MED VAABNENE. 13
At være overbevist om sin Uovervindelighed hører
til Soldaterpligterne — da naturligvis ogsaa til en
Lejtnantskones.
* * *
Min Mands Regimente laa i Wien. Fra vort Hus
kunde vi se udover Prateren, og Lutten bølgede mild og
sommerlig.
Vaaren var vidunderlig. Løvet sprang tidligere ud
end nogensinde, og Violerne duitede. Hvor jeg frydede
mig til den store Pratertur i Maj Maaned.
Vi havde alt kjøbt os den flotteste lille Vogn med
et Firspand af ungarske Heste Aa, bare nu ikke
Krigen brød ud og ødelagde det hele for os.
~Gud være lovet — nu er det Slut med dette
elendige Vankelmod!“ ropte min Mand, da han den 19de
April kom hjem fra Exeicerpladsen, „den sidste Fordring
er nu fremsat“.
Jeg spurgte forfærdet: „Hvad blir det saa til ?“
„Det maa bli Krig. Vi lordrer, at Sardinien skal
afvæbne — det gaar det naturligvis ikke ind paa, og
saa marscherer vi over Grænsen“.
„Store Gud — det kan da vel hænde, at de afvæbner?“
„Ja, da var Striden bilagt og Freden op-
retholdt“.
Jeg faldt paa Knæ — jeg kunde ikke andet.
Uden Ord, men som et Skrig tra Hjertet bad jeg til
Gud om Fred, Fred!
Arno løftede mig op
„Hvad er det du gjør, naragtige Barn ?“
Jeg slog mine Arme om han 3 Hals og storgraat.
Det var intet Smertensudbrud, ti intet var jo bestemt
endnu — men Efterretningen havde rystet mig saa
stærkt, at mine Nerver dirrede.
„Harta! Marta! Jeg blir vred paa dig tilsidst.
Er du min tapre lille Kone. Glemmer du, at du er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
