Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
faat for hendes sjæl. Dog vek hun ikke tilbake
for den — hun var vant til at betale sine glæder
dyrt — vant til at betale til sidste hvid....
«Imorgen. Imorgen formiddag,» tok hun op.
Guld-Mine hadde lagt hænderne sammen i
fanget; knærne stod høie under skjørtet, og hæn-
derne sank væk mellem dem. — Om en stund tok
hun modet og sa:
«Jeg har nok tøi i bløt....»
«Passer iovermorgen Dem bedre, saa iover-
morgen,» sa fru Honoria — «iovermorgen ved
tolvtiden.»
Guld-Mine sat og tænkte. Som ovnsgnister
för tankerne forbi øinene.... Hun vilde ikke
dit....nei for alt i verden vilde hun ikke paa
villaen ....og saa langt vække, bakom øvre
veiene . . ... hun, som aldrig gik længer end til
kirkegaarden . . . . og saa alene med enken efter
konsul Salmeyer .... End katten!
«Tak, jeg kan nok ikke reise ifra katten heller
jeg,» sa Guld-Mine og snakket høiere end før.
«Mange tak for at fruen vilde ha mig, men.»
Fru Honoria Salmeyer stirret paa Guld-Mine.
Fik hun nei? Fik hun nei?
Aldrig hadde hun oplevet noget lignende.
Mange mennesker hadde hun truffet, mange
vanskeligheter hadde hun støtt paa i sit arbeide
i dameforeningen og fattigpleien (hun hadde op-
levet, at et menneske slog døren i for hendes
ansigt, fordi hun spurte hende som hendes pligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
