Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
lig og grundende, paa sin kollegas mund. Saa
pustet hun ut, som om hun blev kvit noget —
«Gudskelov da,» sa hun — og bøiet sig og rørte
Danells pande med læberne.
«Frøken Langfelt,» sa frøken Oversen, da
de var ute paa gaten igjen, «— tror De, frøken
Danell var syk?
Frøken Langfelt marscherte litt før hun
svarte.
«Danell hadde ingen hud,» sa hun — «men
den ensomme trænger skaller, Oversen — og
bed De Deres gud om at faa dem tykkel»
Solen skinnet paa kirkegaarden, da alle frø-
ken Danells elever med smaa sorte slør om
hattene gik foran kisten til graven.
Presten hadde holdt en deilig tale i kapellet.
Likesom sin bror i hovedstaden var han be-
kjendt for sine herlige liktaler, som var træf-
fende og poetiske, selv om han ikke hadde
kjendt liket i levende live. Og de kom likesom
brorens i avisen. «Det var saamæn umaken
værd at la sig begrave bare av den grund,» som
frøken Langfelt rigtig bemærket.
Men hvad denne lille baare angik, saa hadde
jo presten kjendt frøken Danell mellem ni og
ti aar, og det hadde derfor været ham en kjær
om vemodig anledning her over hendes jordiske
støv endda en gang at mane dette lyse og lykke-
lige sind frem for hendes mange venner. Over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
