Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
dages mennesker et begrep om hvad middelalderen
forstod ved et kristent levesæt og livssyn.
Jeg skulde tro at denne nordmændenes rike skat
av religiøs litteratur paa landssproget kan vi takke
for den kjendsgjerning, at saa forholdsvis litet og frag-
mentarisk det er som er reddet av vor viseskat, saa
findes derimellem, ialfald efter mit skjøn, det aller
ypperste av religiøs folkepoesi som vi har fra Nord-
Europa.
Draumkvædet, selv i den ufuldstændige form, hvori
det vel er naadd ned til os, eier en vælde som er
uten sidestykke. Synernes magt og pragt, mens sjæ-
len gjennemvandrer egne som minder om mandheimen
og allikevel fuldt og helt er de evige løndommers land,
er aldeles forheksende :
Eg hev fari ivi vigde vatne
og ivi djupe dalar;
høyre vatn og ser de inkje,
unde jordi so mune de fara.
For månen skine og vegjine falle so vie.
Inkje kneggja soten min,
inkje gøydde min hunde,
inkje gol dei ottefuglan”:
det tottest meg vera under.
So var eg meg i ut-eksti
igjennom den tynner-ring,
sund’e gjekk mi skarlakskåpe
og neglan’ av kvör min fing.
Kjem eg meg åt Gjallarbrui,
ho heng’e so hågt i vinde;
ho er oll med gulle slegji
og saum i kvorjom tinde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
