Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXXIV. Saa fast en Dæmning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
Ordene forstod ingen af dem; men de skinnende
Sølvpenge talte det Verdenssprog, som alle forstaar.
Den syge rejste sig halvt op; og Helene
modtog hendes fremrakte Haand, der var klam og hed.
Hun smilede til Tak og faldt tilbage igen.
Ebba lagde Pengene i en Skuffe, som hun
af-laaste.
Saa gav hun Helene Haanden og nejede dybt,
idet hun takkede.
Den, der havde set Helene gaa ind i Hytten og
komme ud deraf, vilde ikke troet, det var den samme
Kvinde.
Hun gik derind bøjet, tvivlende og drømmende.
Hun gik ud deraf med løftet Pande og
straalende Øjne.
Nu vidste hun, hvad hun vilde!
Kunde der være nogen Tvivl?
Havde ikke Vor Herre kaldt hende med
Tonernes dragende Magt og selv vist hende Vejen paa
denne Sommeräag gennem de store Skove til det
fattige Hus!
Ja, hun følte det, at al den Kraft, der boede i
hende, at Blodet, der rullede gennem hendes Aarer,
Ungdommens brusende Elv, den skulde nu tages i
Menneskers Tjeneste.
Hun vilde hjælpe de syge og svage!
Hvilket Arbejde det maatte være!
Hvilken Lykke og Velsignelse det vilde bringe!
Nu havde hun atter Øje for Naturen. Hun
følte, at med den Beslutningens Ild, hun ejede i sig,
havde hun Lov at nyde det altsammen.
Det var ikke længer som en ørkesløs
Lediggænger, hun saa paa Livets og Naturens store
Panorama.
Nej, hun saa paa Naturen for at hente Styrke
til sin Gerning i Livet.
Og hvilken Høstdag det var!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
